Den tidligere Fulham-manager Felix Magath langer ud efter norske Brede Hangeland, efter sin fyring torsdag i sidste uge.

I weekenden skrev den britiske avis The Guardian, hvordan den tyske manager havde foreslået en noget utraditionel behandling af Brede Hangelands lårskade. Ifølge avisen havde Magath sendt klubbens læge til ostehandleren for at købe en ost til det norske fyrtårn og landsholdsanfører.

Hangeland fik derefter besked på at tilbringe resten af eftermiddagen på massagebriksen med en bunke ost placeret ovenpå sit ømme lår, da osten ifølge Magath skulle have en lindrende effekt. Hangeland var en skeptisk patient, men adlød ikke desto mindre sin træners ordre.

Nu tager den fyrede manager bladet fra munden og fortæller, at historien kun stemmer delvis overens med virkeligheden:

- Jeg foreslog bare, at det var værd at forsøge den gamle skrøne om at putte kvark på det skadede område, siger han.

Magath benyttede samtidig lejligheden til at kritisere den tidligere FCK-stjerne:

- Denne falske historie fra Hangeland er bare noget vrøvl. Jeg kunne aldrig finde på at fortælle en læge, hvad han skal gøre. Desværre er denne historie blevet fordrejet i medierne, siger Magath.

Hangeland bliver bakket op af den tidligere Fullham-spiller Danny Murphy, der mener, at Hangelands ostehistorie er symptomatisk for den måde, de erfarne spillere langsomt mistede tilliden til manageren.

Efter Fullhams nedrykning, skiftede 33-årige Hangeland til Crystal Palace, mens Felix Magath endnu ikke har fundet sig en ny arbejdsgiver.