Nicklas Bendtner fik sin første startplads og 90 minutter i benene for Wolfsburg, da han og holdkammeraterne søndag hentede en stensikker 4-1-sejr over Leverkusen i Bundesligaen.

Den danske landsholdsforward skal dog ikke åbne den tyske avis Bild, hvis han ønsker at booste sin egen selvtillid, for trods storsejren får Bendtner kun karakteren 4 på skalaen, der går fra 1 til 6 med 6 som dårligste præstation. Middelkarakteren delte han med midterforsvareren Knoche og højre backen Jung, mens resten af holdet fik større roser.

Se videoen: Bendtner latterliggjort på den hidtil mest raffinerede måde

Bendtner var da heller ikke direkte involveret i nogle af Wolfsburgs fire mål, men han gjorde alligevel rigeligt til, at træner Dieter Hecking lod ham spille samtlige minutter i opgøret mod Leverkusen. De 90 minutters spilletid kom ovenpå flere indhop fra Bendtner, der senest fik spilletid i 4-1-nederlaget til Everton i Europa League.

Næste opgave for Nicklas Bendtner og Wolfsburg er onsdag, hvor Hertha Berlin venter i Bundesligaen, hvor Wolfsburg med fem point i fire kampe stadig frister en tilværelse i midten af rækken.