Malmö FFs danske målmand Robin Olsen bliver nu undersøgt for hjerteproblemer efter, at han fik det dårligt midt under de svenske mestres hjemmekamp mod Hammarby mandag aften.

Tre gange blev han undersøgt af Malmös holdlæge Pär Herbertsson.

Allerede efter tyve minutters spil var den gal, spillet blev stoppet, og lægen løb ind til en tydeligt utilpas Olsen.

»Han følte sig forpustet og svimmel, så vi tjekkede blodtrykket, iltindholdet i blodet og pulsen. Det så okay ud, men pulsen var lidt for høj,« fortæller Wilner Registre, klubbens fysioterapeut til sydsvenskan.se.

»Vi satte en såkaldt mætningsmåler på Robin for at måle hans iltoptag og hans puls. Målingen viste, at han havde et godt iltoptag, og vi undersøgte også hans blodtryk, og om han havde feber - men det havde ikke. Alle prøverne var fine. Vi foretog dem på banen i første halvleg, i pausen og endda efter kampen, men vi fandt ingenting,« fortæller holdlægen til klubbens officielle hjemmeside.

Lægen vurderede, at Olsen kunne fortsætte kampen, men danskeren havde det tydeligvis skidt. Han opførte sig underligt i anden halvlag, missede et par udspark helt og aldeles og måtte flere gange ned at sidde på hug.

Derfor kørte lægen med Robin Olsen direkte på skadestuen efter kampen for få taget flere prøver.

»Han er ikke helt på hundrede procent, så vi følger op på det i aften (mandag, red.) og i morgen, og så må vi se, hvordan han har det. Vi tage flere prøver for at få en afklaring,« siger fysioterapeuten til sydsvenskan.se og bekræfter, at det er hjertet, som man vil tjekke.

Robin Olsen, der er født af danske forældre, men som har fået sin fodboldopvækst i Sverige og har valgt at repræsentere det svenske landshold, spillede hele kampen, som Malmö FF vandt 3-1.