Dick Advocaat ser ud til snart at være fortid i Sunderland, skriver Sky Sports.

Det normalt underrettede medie har flere kilder, der beretter, at Dick Advocaat lørdag sagde farvel til spillerne og fløj til hjemlandet Holland, hvilket meget kraftigt indikerer, at han snart ikke længere er på lønningslisten i den nordøstengelske klub.

Lørdag smed Sunderland en 2-0-føring væk mod West Ham hjemme på Stadium of Light, og det skal være det resultat, som har fået den 68-årige hollænder til at pakke kufferten.

Sunderland kom foran med 2-0 allerede efter 22 minutters spil ved Steven Fletcher og Jeremain Lens, men West Hams Carl Jenkinson reducerede før pausen, inden Dmitri Payet scorede til kampens resultat i anden halvleg.

Dick Advocaat reddede ellers Sunderland fra nedrykning i sidste sæson, men han har tilsyneladende fået nok af de dårlige resultater. Sunderland har ikke meldt noget officielt ud.

Sunderland har ikke vundet i Premier League endnu, selvom der er spillet otte kampe denne sæson. Sølle tre point er det blevet til.