Den engelske topdommer er blevet pure frikendt for racisme af FA. Chelsea accepterer kendelsen men nægter at give uforbeholden undskyldning.

Den engelske topdommer Mark Clattenburg har gennemlevet, hvad der må karakteriseres som fire ugers mareridt. Clattenburg blev i kølvandet på Chelseas kamp mod Manchester United d. 28. okt. anklaget for racistiske ytringer mod Chelseas John Obi Mikel. En anklage, der gik på at Clattenburg angiveligt skulle have råbt "shut up you monkey" efter Mikel. Den engelske dommer har siden været fritaget for al tjeneste i Premier League.

Clattenburg er nu blevet pure frikendt af det engelske fodboldforbund (FA) og den engelske dommerunion.

- Vi vil anmode om en klar og uforbeholden undskyldning samt kompensation for tab af indtægter, skader på omdømme og stress (...) Anklagen var baseret på det spinkleste grundlag og skulle aldrig være nået til dette niveau, udtaler repræsentant for den engelske dommerunion, Alan Leighton, ifølge The Guardian.

The Guardian beretter endvidere, at Chelsea vil nægte at følge kravene fra dommerunionen om en undskyldning. Chelsea accepterer kendelsen men siger samtidig, at de var i deres gode ret til at forfølge anklagen.

Mark Clattenburg har beskrevet de seneste uger som "de mest stressfulde i mit professionelle liv" og har endvidere taget skarp afstand fra anklagen og racisme i fodbold generelt.

Sagen har allerede nu fået den konsekvens, at Premier League-dommere fremover skal bære lydudstyr, der optager samtlige konversationer mellem dommere og spillere.

- (Udstyret red.) vil blive taget i anvendelse så hurtigt som muligt, lød det forleden fra formanden for den engelske dommerkamps-komite, Mike Riley.

- Jeg håber, at Chelsea vil gøre det rigtige, lyder det endvidere fra Mark Riley i relation til FA's frikendelse af Mark Clattenburg.