Fremtiden er nu på plads for den danske angriber Ronnie Schwartz, der fremover skal tørne ud for den belgiske fodboldklub Waasland-Beveren i den bedste belgiske række.

Den belgiske klub henter Ronnie Schwartz på en fri transfer, efter at danskeren fik ophævet sin kontrakt hos den franske klub Guingamp. Det oplyser belgierne på deres hjemmeside.

Ifølge Tipsbladet har den 26-årige angriber skrevet under på en toårig kontrakt. Waasland-Beveren ligger nummer 15 og dermed næstsidst i Jupiler Ligaen efter fire spillerunder.

Tilbage i 2013/2014-sæsonen scorede Ronnie Schwartz 15 mål i Superligaen for Randers. Herefter gik turen til den bedste franske liga. Den danske angriber fik dog aldrig succes i Guingamp, hvor det blev til to mål i 18 kampe.

Hele sidste sæson blev han udlejet. Først til Brøndby, hvor han spillede i efteråret, og hvor han primært blev brugt som kantspiller. I januar blev det lejeophold afbrudt, og han skiftede i stedet til Esbjerg, hvor han kunne få lov til at spille helt i front.

Han scorede i alt 11 mål under lejeopholdene i de to superligaklubber. Tidligere har Ronnie Schwartz også spillet for AaB.

/ritzau/