Thomas Frank har været fri på markedet, siden han forlod Brøndby som følge af 'Oscar-gate' i marts, men nu ser han ud til at være tæt på et nyt job - og det er ikke som fodboldtræner.

Ifølge BT's oplysninger er Discovery Networks meget tæt på at have en aftale i hus med Thomas Frank, som angiveligt også har været på blokken hos konkurrenterne fra TV3Sport.

Thomas Frank har ifølge BTs oplysninger været til møde med Discovery Networks' sportsdirektør Anders Bay, som han tidligere har arbejdet sammen med i Brøndby. Den tidligere kommunikationsdirektør Anders Bay bekræfter, at mødet er fundet sted, men han ønsker ikke at fortælle, om det er mundet ud i en aftale mellem parterne.

»Jeg kan bekræfte, at vi har haft et enkelt møde, hvor dagsordenen var dejligt ustruktureret. Vi talte også om nye danske kartofler og grillsæsonen. Og selvfølgelig fodbold. Thomas ved, at jeg gerne vil have ham med på holdet. Lige nu lever han bohemelivet og lader batterierne op. Men han kan jo ikke holde sig væk for evigt. Dertil har han alt for meget energi og kvalitet. Vi må se, om det lykkes at indfange ham til den nye sæson. Vi gør forsøget. Det er ingen hemmelighed,« skriver Anders Bay i en SMS.

BT har også været i dialog med Thomas Frank. Frank meddelte dog kortfattet fra sit feriested Manhattan, New York, at han ikke ønsker at kommentere historien.

9. marts blev Thomas Frank fortid i Brøndby som følge af den sag, der efterfølgende er blevet døbt 'Oscar-gate'. I den forbindelse kunne BT afsløre, at klubbens nu afgåede bestyrelsesformand Jan Bech Andersen blandt andet havde kritiseret Thomas Franks trænergerninger på Vestegnen i et fanforum kaldet SydSiden Online via en profil med navnet Oscar.



BT har for nylig været i dialog med Thomas Frank om fremtiden. Det skete i sidste uge, da han var til gallapremiere på filmen 'Den unge Zlatan'. Her sagde han følgende:

»Jeg nyder livet. Jeg nyder at have noget frihed og noget fritid til mig selv og min familie.«

Så du kigger ikke efter andre trænerjobs?

»Ej, altså på et tidspunkt skal jeg jo nok ud og lave et eller andet, men jeg nyder at gå og kunne slappe af lige nu, det må jeg sige.«

Tidligere har Thomas Frank blandt andet været ekspert hos TV2 under VM i fodbold.

Discovery Networks har sport på følgende af deres kanaler: 5’eren, 6’eren, 9’eren samt Eurosport 1 og 2.