Morten Olsen må undvære Christian Eriksen fredag mod Albanien i den vigtige EM-kvalifikationskamp, men den danske landstræner er ikke meget for at snakke om landsholdet uden Eriksen.
To kampe, seks point og en sikker vej mod EM næste sommer i Frankrig. Det er den virkelighed, som landstræner Morten Olsen allerhelst vil vågne op til i næste uge, når EM-kvalifikationsopgørene hjemme mod Albanien og ude mod Armenien er overstået.
Men helt gnidningsfri er optakten for Olsen ikke. En af landsholdets allerstørste profiler bliver ikke klar til fredagens opgør mod Albanien. Christian Eriksen er ikke i spil til opgøret, og så er han endda meget tvivlsom til kampen mod Armenien om mandagen. Eriksen, der meget sjældent misser en landskamp, befinder sig i øjeblikket hjemme i London, hvor han behandles af sin klub Tottenhams lægestab.
Morten Olsen er ikke meget for at åbne for sine tanker omkring, hvordan landsholdet kommer til at spille uden Christian Eriksen i Parken på fredag.
»Vi må finde andre veje. Et hold står heldigvis ikke og falder med en enkelt spiller, og det gør det heller ikke i tilfældet Christian Eriksen. Det er ærgerligt, men det er også ærgerligt med skader til Andreas Bjelland og Jores Okore, og sådan kunne jeg blive ved,« siger Olsen, der ikke ønsker at sætte navn på en direkte afløser for Eriksen.
»Det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Vi er først lige mødt ind. Som jeg ser det nu, kan jeg se mere end to, der kan erstatte ham. På en anden måde, ja. Men det bliver så det, vi skal,« siger han.
Og her kan det tænkes, at Michael Krohn-Dehli kunne være en afløser for Eriksen. Olsen rådede i går for første gang over sine landsholdsspillere. Landstræneren er kendt for at være en mand, der er forberedt til sidste detalje, men Olsen var ikke meget for at grave dybere i overfladen, når snakken faldt på hans taktiske overvejelser.
»Det er to kampe, hvor vi med rette har sat os selv under pres. Det plejer man også at gøre, når man spiller de sidste kampe. De skal overstås med seks point. Det er det, vi går efter. Der er mange forskellige ting rent taktisk. Nu koncentrerer vi os først om den på fredag. Vi skal spille mod en modstander, Albanien, der er utrolig svær at slå. Det har de vist, men vi er det eneste hold, der har taget point fra dem i kvalen. De har spillet op med og vundet over Frankrig, så det viser, det er et svært hold at spille imod.«
Hvordan vil du så dirke dem op, når de er så svære?
»Du er ikke udtaget mellem de 24, så vidt jeg husker. Jeg kan ikke genkende det i hvert fald.«
Så det får jeg ikke at vide?
»Det gør du ikke, nej.«
Én ting ville Olsen dog gerne afsløre. På venstrebacken er Simon Poulsen ude med en skade og det samme gør sig gældende med Nicolai Boilesen, der er ude med en knæskade. Det efterlader Brøndbys Riza Durmisi, som Olsen ikke er bange for at smide ind i startopstillingen.
»Ellers var han ikke udtaget. Lad os blive enige om det. Vi udtager dem ikke kun for fem minutter, vi udtager dem for, at de skal kunne spille 90 minutter. Kan vi løse det med de spillere, vi har til rådighed? Ja, det kan vi. Men det går så måske ud over nogle andre positioner, og så må vi reagere på det.«