Fransk avis: Agger til Monaco

Den nyoprykkede klub er ifølge den franske avis tæt på en kontrakt med Liverpool-forsvareren.

Monaco er i gang med en storoffensiv på transfermarkedet efter oprykningen til Ligue 1, og klubben har ifølge L'Equipe nu også fingrene ude efter landsholdsanfører Daniel Agger.

Den franske sportsavis skriver tirsdag, at Monaco skal være tæt på at skrive en fireårs med Liverpool-forsvareren, selvom han lige nu er ude i en længere periode på grund af den rygskade, der i årevis har voldt ham problemer.

Daniel Agger underskrev sidste år en kontraktforlængelse med Liverpool, men med monegaskernes økonomiske velstand og rundhåndethed er et frikøb næppe usandsynligt. Det forlyder ikke, om Daniel Agger overhovedet er interesseret i at skifte klub, og om Monaco i så fald skulle være et attraktivt valg for ham.

Monaco købte i sidste uge den eftertragtede angriber Falcao i Atletico Madrid for 450 mio. kr. og stak ham en årsløn på 111 mio. kr. Og det dejlige ved Monaco er jo, at man ikke betaler skat i landet.
 

Læs også: