Eintracht Frankfurt bekræfter, at de har tilbudt Nicklas Bendtner en kontrakt, men tvivler stadig på han kommer

Nicklas Bendtners fremtid er ved at falde på plads.

Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt har længe været blandt bejlerne til landsholdsangriberen, og nu bekræfter Eintracht Frankfurt-boss Heribert Bruchhagen, at man har tilbudt Bendtner en kontrakt. Alligevel tvivler tyskerne på, at det er nok til at hente Bendtner.

- Vi har lagt et tilbud til Bendtner i de rammer, vi har haft planlagt. Nu er det kun spilleren selv, der kan træffe beslutningen. Finansielt kan vi ikke konkurrere med de engelske klubber. Vi har kun en chance, hvis Bendtner ønsker at opbygge sit renommé i Bundesligaen, verdens bedste liga, siger Bruchhagen til den store avis Bild torsdag.

Ifølge bt.dk's oplysninger så peger pilen dog mod at blive i England for Nicklas Bendtner. Tre Premier League-klubber er inde i billedet. Aston Villa, Hull City og Stoke. Deres løntilbud er væsentlig højere end de 13-15 mio. kr., som Frankfurt tilbyder Bendtner i årsløn.

Nicklas Bendtner tjente omkring 21 mio. kr. om året i Arsenal, og han ønsker ikke selv at gå for meget ned i løn i den næste kontrakt. Han har desuden et ønske om at score en stor sign on-fee, fordi han kommer på en fri transfer efter kontraktudløb med Arsenal.

Aston Villa er bookmakernes favorit i England til at snuppe Bendtner, men Hull City har atter rykket på Bendtner de seneste dage. Truppen er faktisk fyldt med god kvalitet på angrebspladserne med Shane Long og Nikica Jelavic, men noget tyder på, at Steve Bruce gerne bliver genforenet med Bendtner.

Nicklas Bendtner scorede en del mål, da han sidst spillede under Bruce som lejesvend i Birmingham City i den næstbedste række.

Bendtner rejser i weekenden til Rio de Janeiro for at kommentere VM-finalen på søndag for DR. Så muligvis udskydes den endelige beslutning til efter den rejse er afsluttet, og der kan gennemføres et lægetjek.