Det kan godt være, at Lucas Andersen ikke har optrådt for Ajax i over fem måneder og overvejer at skifte klub, hvis han ikke får spilletid snart, men cheftræneren i den hollandske storklub, Frank de Boer, ser stadig en stor stjerne i sin danske teenager.

- Lucas er en meget talentfuld spiller, som både kan spille på midtbanen såvel som på kanten. Jeg tror, han havde håbet på at være nået lidt længere i denne sæson - han har haft sine op- og nedture, siger Frank de Boer til BT.

- Men han skal bare være tålmodig og styrke både det mentale og fysiske. Hvis han formår det, er jeg sikker på, at hans tid vil komme, og Lucas vil få succes i Ajax, fortsætter cheftræneren.

Opbakningen flugter meget godt overens med, hvad træneren tidligere har sagt om, at Lucas Andersen inden for et år eller to kan blive én af lederne i klubben.

Lucas Andersen selv er da også klar til at tage springet fra marginalspiller til hovedrolleindehaver i storklubben.

- Trænerne føler, at de mangler min type på holdet, men det skal være det rigtige tidspunkt, og jeg skal være klar til det, siger Lucas Andersen og tilføjer:

- Jeg er blevet en tusind gange bedre spiller, end da jeg spillede for AaB, fordi man får så mange flere ting med i Ajax. Fodbolduddannelsen her er helt vildt kompliceret i alle mulige aspekter, som virkelig har rykket mig meget og klædt mig godt på, til når jeg en dag skal videre. Men det er klart, at min tålmodighed for alvor er kommet på prøve. Jeg føler mig klar til førsteholdet og hører fra stort set alle i klubben, at de tror sindssygt meget på mig, men jeg skal bare lige tage det sidste step nu.