Den erfarne danske sportsdirektør fik kun få måneder på posten i den ukrainske klub Metalist Kharkiv. Fremover skal han agere ekspert på Kanal 5's dækning af den kommende EM-kvalifikation. Til efteråret sparkes den for alvor i gang, og hvis Danmark skal have succes, kræver det en Daniel Agger i topform.

- Selvfølgelig, han er vores anfører, vi har brug for ham, siger Frank Arnesen.

Derfor ser det danske fodboldkoryfæ, at Agger finder sig et andet sted at spille end Liverpool, hvor udsigten til fast spilletid bliver begrænset.

- Det er svært. Han har været fast mand og en af støtterne på holdet. Nu føler han pludselig, at hans status hos træneren er væk. Det jeg godt kan lide ved Daniel er, at han er villig til at gøre alt for at komme til at spille. Det nemmeste ville være at blive og vente på spilletid. Allerede sidste sæson fornemmede han, hvilken vej det ville gå. Han har ambitioner om at spille, og det er et godt tegn.

Hvor mener du, Agger vil passe bedst ind henne?

- Han skal spille, og det er op til hans egne ambitioner, men jeg kan forstille mig, at vi taler om et top-fem-land i Europa.

Så han skal ikke tage til Danmark?

- Det siger jeg ikke, det er op til ham selv. Jeg undervurderer ikke ligaen herhjemme, men hvis man har store ambitioner, så er det top-fem-ligaerne, man kigger efter, siger Frank Arnensen, der dog godt kan forstå, hvis Brøndby seriøst arbejdede på at bringe Agger til Brøndby.

- Hvis jeg var en dansk klub og havde muligheden, så ville jeg også gøre alt for at hente Agger hjem til Danmark. Men jeg tror ikke, det er realistisk, hvis jeg skal være helt ærlig.

Daniel Agger har selv fortalt om, hvor meget det slider på kroppen at spille i Premier League. Hvis den danske forsvarsspiller gerne vil skåne sig selv rent fysisk, så har Arnesen et godt råd.

Betyder det noget for eventuelle nye klubber, at Agger har døjet med rygproblemer for eksempel?

- Selvfølgelig kigger de på det, men man må heller ikke glemme, at den engelske liga er utrolig hård. Hvis han nu tog til Spanien, som jeg selv gjorde, så reagerer din krop anderledes. Der er varmere, så din krop restituerer hurtigere, det er min erfaring. Den tanke kunne Agger også følge, når han nu har haft problemer med sin ryg, siger Arnesen, der har et bud på, hvilket niveau danskeren sigter efter.

- Jeg kunne forstille mig, at han som minimum ville spille Europa League, lyder det fra Frank Arnesen. Han kan ses på Kanal 5 sammen med blandt andre Brian Laudrup første gang 3. september.