Nicklas Bendtner var slet ikke udtaget til landsholdet til at starte med, men da de andre angrebsalternativer ikke viste sig stærke nok, og Martin Braithwaite blev skadet, var der pludselig plads til Wolfsburg-angriberen igen i Morten Olsens trup.

Nu ligner den store angriber så en mand til startopstillingen mod Tyrkiet i onsdagens testkamp i Odense. Til dagens træning i Helsingør var Nicklas Bendtner på "det rigtige" hold under hele den taktiske træning, og han bliver altså muligvis sendt i spil fra start til sin re-eksamen, efter han dumpede i sin seneste landskamp mod England på Wembley.

Efter den landskamp sagde Morten Olsen, at Bendtner først ville være i spil til landsholdet igen, når han fik regelmæssig spilletid i en klub. 20 minutters Wolfsburg-spilletid senere ligner han landsholdets førsteangriber igen.

Startopstillingen så ud som følger:

Schmeichel - Ankersen, Kjær/Bjelland, Agger, Boilesen - Kvist, Højbjerg - Schöne, Kahlenberg, Eriksen - Bendtner