Søndag blev Rafael van der Vaart set i VIP-boksen på MCH Arena, og efterfølgende startede rygterne omkring et skifte til FC Midtjylland.

Det er ikke hver dag, at en verdensstjerne som Rafael van der Vaart er til stede i Danmark for at se Superliga, men det var altså tilfældet søndag til opgøret mellem FC Midtjylland og Silkeborg.

Dernæst meldte flere medier heriblandt TV3 Sport, at van der Vaart og FC Midtjylland forhandlede om en aftale, der ville bringe den tidligere Real Madrid-spiller til den danske liga. Det afviser Claus Steinlein dog selv.

»Han havde lyst til at se vores stadion. Hans kæreste spiller jo i det her område, og så ville han gerne komme op og se det. Hvis vi kan tiltrække en spiller som ham til Midtjylland, så ville det være stort. Det er dog helt andre lønrammer, vi arbejder med,« sagde Steinlein til Eurosport efter kampen.

Rafael van der Vaarts kæreste er Estavana Polman, der er håndboldprofil for Team Esbjerg. Hun er dog lige for tiden i Rio til OL, og derfor virker van der Vaarts besøg på MCH Arena anelse spøjst.