FIFA har ophævet det forbud, som betød, at Barcelona ikke måtte købe spillere i de kommende to transfervinduer. Det skriver det internationale fodboldforbund på deres hjemmeside.

I begyndelsen af april blev Barcelona idømt den hårde straf, fordi spanierne har brudt FIFAs kontraktregler ved at indgå kontrakter med spillere under 18 år.

Barcelona appellerede dog øjeblikkeligt dommen, og nu har FIFA vurderet, at de ikke kan nå at behandle Barcas appel inden det forestående transfervindue, der åbner d. 1. juli.

Derfor har det internationale fodboldforbund midlertidigt ophævet forbuddet, der altså forhindrede Barcelona i at købe nye spillere i et år.