West Ham satte en stopper for Swanseas fine stime i Premier League.

Michael Laudrup og Swansea måtte for første gang i otte Premier League-kampe forlade banen som tabere, da de lørdag eftermiddag tabte 0-1 til West Ham. Dermed stoppede den fine stime, der startede, efter at Swansea den 16. december tabte til Tottenham og efterfølgende spillede 1-1 mod Manchester United.

Det var også hjemmeholdet, der havde de største chancer gennem hele kampen, hvor Swansea i de første 88 minutter stort set ikke havde andet end et par halvfarlige muligheder, da Michu to gange inden for kort tid midt i 2. halvleg henholdsvis sparkede og heade sine forsøg over mål.

Det havde til gengæld West Ham, men som i de to foregående kampe lykkedes det længe Swansea at holdet nullet efter en heroisk fight og fremragende målmandsspil, og det lignede Michael Laudrups tredje 0-0 kamp på stribe.

Men et lille kvarter før slutfløjtet faldt målet så endelig, og det kunne dårligt være mere forudsigeligt, at det faldt efter et hjørnespark. Dels er Swansea det hold, der har lukket flest mål ind efter dødbolde, og dels råder West Ham over den hovedstødsstærke angriber Andy Carroll. På det indadskruede indlæg sprang han højest og headede bolden nedad og ind bag den ellers særdeles velspillende Gerhard Tremmel i Swanseas mål.

Swansea havde som så ofte før det klare overtag i boldbesiddelse, men det var først i de sidste to minutter, at det for alvor lykkedes at lægge pres på West Ham. Trods nogle store chancer dybt inde under mål, måtte Swansea se sig besejret med 1-0, da kampen blev fløjtet af.