Man taler normalt om, at angribere har næse for mål. Men det var en hel anden del af ansigtet hos Hamburger SV-angriberen Artjoms Rudnevs, der kom i fokus tirsdag.

Her blev den 27-årige lette indlagt på hospitalet. Årsagen var som sagt ikke den manglende målnæse hos angriberen, der blot resulterede i et enkelt mål i 22 bundesligakampe i sidste sæson. Det var i stedet en manglende tunge, der var problemet.

Ifølge tyske Die Welt var Artjoms Rudnevs en tur i byen med sin kone, og her kom de så meget op at skændes, at konen til sidst bed ham så hårdt i tungen, at et stykke røg af.

Rudnevs måtte efterfølgende indlægges på sygehuset, hvor han åbenbart var så flov over situationen, at han opgav et opdigtet navn. På hospitalet blev tungen syet sammen igen.

Artjoms Rudnevs' kone Santa blev efterfølgende afhørt af politiet. Die Welt melder ikke noget om, hvordan situationen i det lille hjem har udviklet sig sidenhen. Parret har i øvrigt en fælles fireårig datter.

Problemet med den overbidte tunge kommer på et tidspunkt, hvor den lettiske angriber i forvejen har det svært. Han har således fået at vide, at han ikke længere indgår i cheftræner Bruno Labbadias overvejelser. I sommerens løb var han på jagt efter en ny klub, men han afviste flere tilbud - af hensyn til familien.