KØB PLUS!
Created: tir, 02/19/2013 - 10:28
FC Bayern München tager i aften livtag med Arsenal på Emirates i London, og det med tyskerne som favoritter set over de to kampe.

For efter to finalenederlag i Champions League i de seneste tre sæsoner så skal det være for FC Bayern München denne gang.

I den hjemlige liga blæser de af sted med 15 point ned til Dortmund på andenpladsen stort set uden at lukke mål ind. Og tilmed er det lykkedes for klubledelsen at sikre, at Pep Guardiola tager over, når trænerveteranen Jupp Heynckes stopper til sommer.

Det sydtyske hold spiller så harmonisk og underholdende, at det ligner en sæson i paradis for holdet, der kaldes de røde djævle, men som altid når det går godt i FC Bayern München, så truer de indre dæmoner.


ENGLENE

Manuel Neuer
Måske verdens bedste målmand netop nu. Har blot lukket syv ligamål ind og har ikke indkasseret mål i 2013

De gode indkøb
Udlændinge som Dante, Mandzukic og Martinez har omgående slået til og presset etablerede spillere ud. Rygterne i tysk presse om et forestående køb af Lewandowski skal presse prisen på polakken ned.

Kernen
Stammen af tyske kreative landsholdsspillere som Schweinsteiger, Kroos, og Müller har som på ’National-elf’ løftet niveauet med 15 point ned til Dortmund i Bundesligaen.

Målfest og mesterform
Mandzukic og Müller har omgående fundet sammen i et skræmmende effektivt samarbejde med 26 ligamål ud af Bayerns i alt 57. Kun to nederlag i liga og CL er det blevet til for Bayern mod 22 sejre i samme turneringer.

Fremtiden
Jupp Heynckes stopper til sommer og sædet overtages af titel-magneten og tiki-taka-trolden Pep Guardiola. Svært at forestille sig, at det ikke skulle blive en succes.

Blide Bild
Avisen Bild spiller en enorm rolle som meningsdanner i klubben. Der har ikke for alvor været de store skandale-sager - det er en vigtig og afgørende temperatur-måling.


DÆMONERNE

Robben
Arjen Robben passer bænken, og det huer ham ikke: - Jeg er ikke glad. Jeg fatter ikke, hvad jeg laver på bænken, siger han bramfrit.

Motzki
Matthias Sammer styrer klubbens talent-udvikling, men er kendt som en ilter herre med kælenavnet ’Motzki’ efter den tyske TV-serie af samme navn om en mavesur ældre mand. Udfald fra Sammer kan antænde truppens temperament.

To go or not to Go’mez
Mario Gomez må finde sig i at spille andenviolin for Mandzukic. Det tidligere førstevalg er stærkt utilfreds med den disposition og spekulationerne om et forestående køb af Dortmunds Lewandowski kan give ballade og sende Gomez til spansk bold.

Dortmund-komplekset
Bayern har nok 15 point ned til Dortmund, men i slutningen af måneden mødes de to hold i pokalturneringen, og det har Bayern det svært med. De har ikke vundet over Dortmund den seneste håndfuld kampe, og det nager dem. Voldsomt.

Forventningerne
Der er ingen tvivl om, at ni ud af ti tyskere forventer FC Bayern München blæser forbi Arsenal i CL. Og den, der ikke forventer det, er enten immigreret englænder eller gemt af vejen i en spændetrøje. Kikser det, kan der opstå et voldsomt internt rivegilde blandt spillere og ledere.

Ny styrmand?
Philipp Lahm er bredt anset for en af verdens backs, men er startet for fulde omdrejninger i 2013. Smider han for mange bolde væk eller kommer på glatis mod Arsenals hurtige folk, så er det spørgsmålet om han forbliver fredet.