Efter en svær tid i Manchester United har den hollandske landsholdsspiller Memphis Depay i den grad fået vendt op og ned på tingene - både på og uden for banen.

Den 23-årige Lyon-spiller nyder stor succes i den franske liga, og samtidig har han netop offentliggjort, at han skal giftes.

Hans udkårne er 20 år gammel og hedder Lori Harvey. Og så er hun datter af Steve Harvey - en kendt, amerikansk komiker og tv-vært, som blandt andet er kendt for sine talkshows 'The Steve Harvey Show' og 'The Family Feud'.

'Marjorie (hans kone, red.) og jeg er stolte af at kunne afsløre, at vores yngste datter Lori skal giftes med Memphis Depay. Denne unge mand er en god en af slagsen! Tillykke!' skriver Steve Harvey selv på Twitter.

Et par dage inden den stolte fars annoncering dukkede de første euforiske opdateringer op fra de to hovedpersoner. Memphis Depay friede til Lori Harvey på en ferie i Kroatien.

De nyforlovedes unge alle har tilsyneladende affødt nogle spørgsmål fra særligt Lori Harveys følgere på de sociale medier. I hvert har hun selv adressere de interesserede i et tweet.

'Til alle dem, der spørger, er jeg 20, og min forlovede er 23. Ja, vi er unge, men når det føles rigtigt, hvorfor skal man så vente?'

Memphis Depay skiftede for to år siden til Manchester United efter en overlegen sæson hos PSV som topscorer i den hollandske liga. Både prisen og forventningerne var tårnhøje, da han skiftede til den engelske storklub, men hollænderen faldt helt igennem.

I januar skiftede han til franske Lyon, hvor han også oplevede en del modgang til at starte med. Han er dog kommet efter det med fem mål og otte assists i 17 Ligue 1-kampe, og som kronen på værket blev hans flotte mål fra midtercirklen mod Toulouse kåret til årets bedste i ligaen.