Da John Terry i februar valgte at dele et ferie-billede på sin Instagram-profil, fik det alvorlige konsekvenser. En gruppe tyve så nemlig deres snit til at bryde ind i fodboldstjernens hjem i Oxshott, og de stjal genstande til en værdi af 400.000 engelske pund, svarende til knap 3,5 millioner kroner.

Det er kommet frem, efter at retssagen startede torsdag. John Terry var sammen med sin kone på skiferie i de franske alper, og derfor vidste tyvene, at de havde god tid. Noget, de i den grad udnyttede, skriver Daily Mail.

I retten kom det frem, at tyvebanden havde brugt intet mindre end 45 minutter i den store Terry-villa bevæbnet med økser, og de vendte tilbage senere på natten for at forsøge at bryde en boks op. Og det var ikke småting, de slap afsted med.