Newcastles senegalesiske angriber Papiss Cissé kan sandsynligvis se frem til et par dage i skammekrogen, efter at han i søndagens kamp mod Everton hamrede sin venstre albue ind i tindingen på irske Seamus Coleman.
Kampens dommer så ikke hændelsen, der udspillede sig i forbindelse med et hjørnespark, men tv-billederne afslørede målrævens grumme gerning, og det er på baggrund af disse, at det engelske fodboldforbund, FA, nu har valgt at åbne en sag mod senegaleseren.
Papiss Cissé har fået frem til tirsdag aften til at give sin version af situationen.
Er forklaringen ikke tilstrækkelig for FA, går Newcastle-spilleren sandsynligvis tre karantænedage i møde, hvilket vil betyde, at han misser kampene mod Burnley, Leicester og Chelsea.
Papiss Cissé er Newcastle suveræne topscorer i denne sæson med ni ligamål, og en eventuel karantæne vil således være et hårdt slag for den nordengelske klubs europæiske drømme.
