En aprildag i 1995 flyttede en familie fra Sydsudan ind i et hus i Skive. Forældrene havde besluttet at flygte for at give deres syv børn en chance for et bedre liv end det, der var udsigt til i det store borgerkrigshærgede land. Med sig havde de nogle få ejendele, fem drenge og to piger. Den yngste af dem alle hed Pione.
En lille dreng på bare to måneder, som hele Danmark en dag skulle komme til at kende og beundre, og som kort før jul 19 år senere fik to af sine største ønsker opfyldt. Først blev han udtaget til ungdomslandsholdet i fodbold, og da det skete, dukkede hans forældre op på pressemødet og dansede en rituel dans fra deres hjemland. Ugen efter blev han dansk statsborger.
Se, det er da et rigtigt juleeventyr.
Historien om Pione Sisto er gjort af det, der gør det værd at bruge tid på fodbold. 2014 blev et år, hvor de stærke personlige fortællinger om menneskeligt mod, stræbsomhed, stædighed, flid og forfald kom til at fylde meget. Det blev også et år, hvor Guardiola med Bayern München igen skubbede til de taktiske grænser for hvad, der er muligt at systematisere, og hvor Manuel Neuer flyttede målmandsrollen ud af feltet under et verdensmesterskab, som Tyskland endte med at vinde. Men de personlige fortællinger besejrer de taktiske greb, når jeg sidder her og ser tilbage.
Før jul så jeg Per Flys film om den unge Monica, der i 1950’erne og 60’ernes Sverige stræbte efter at bryde med den middelmådighed, der lå som en dyne over värmlandske Hagfors. Som barn var hun altid klatret højere op i træerne end sine jævnaldrende, og livet igennem faldt hun ned og slog sig hårdere end alle andre. Det blev hendes fars evige bebrejdelse. Da hun for anden gang søgte lykken på den amerikanske jazzscene og endelig fik succes, ringede han hende op fra den skammel i køkkenet, hvor han havde fulgt hendes optræden i radioen. »Tak fordi du viste mig lidt af udsigten fra træets øverste gren,« sagde han den nat endelig og for første gang.
Den udsigt vil Pione Sisto vise os i de kommende år, når han kommer på A-landsholdet og begynder at score mål i ligaer, der er større end den danske. Præcis som Pierre-Emile Højbjerg vil gøre det, og som Christian Eriksen har gjort det i sit første hele kalenderår i England. Han har vist os lidt af den udsigt, man får at se, når man gør brug af sit talent og går målrettet til buffeten, og om ham er den stærkeste historie, at han rejste sig og blev bedre end nogensinde, da nationens øverste fodboldøje kiggede på ham og fandt ham for dårlig. Efter Morten Olsens kritik af hans indsats, toppede han sin karrierekurve.
Stræbsomheden trillede ned ad kinderne på Cristiano Ronaldo, da han i begyndelsen af 2014 fik overrakt Ballon d’Or som det håndfaste udtryk for, at han er verdens bedste fodboldspiller. Som barn forlod han Madeira for at forfølge sin drøm på det portugisiske fastland, og selvom han fik hjemve, blev han boende alene i Lissabon, indtil hans mor forbarmede sig og flyttede med. I alle de år, der skulle gå fremover, jagtede han drømmen om at blive verdens bedste, trænede med en vildskab som ingen andre, og havde han ikke levet i en tid, da Lionel Messi var hans næsten jævnaldrende, havde han også vundet de fire år, der gik, fra han første gang vandt i 2008.
»Nostalgisk,« sagde Kim Larsen, da han introducerede ’Kvinde Min’ på pladen ’Kim i Cirkus’ fra 1984. »Er det ikke et fantastisk ord? Hvis man har et franskbrød liggende fra i går, er det nostalgisk. Det står der i avisen.«
Fodbold er også nostalgi. Det er Old School Panini og forestillingen om, at det hele var bedre engang. Måske var det den, nostalgien, duften af bageriet, direktører, sportschefer og trænere forfulgte, da de i 2014 drømte drømme om dengang, det gik bedst for deres klubber? Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius blev hentet hjem til AaB, FC København tog Christian Poulsen, Zanka og Mikael Antonsson tilbage, og i Brøndby fulgte de op på sidste års køb af Thomas Kahlenberg og hentede Johan Elmander og Daniel Agger hjem til vestegnen. ’De Tre Konger’ kalder de dem internt, og deres indflydelse kan dårligt overvurderes. Taktisk og mentalt er de kommet hjem med hver deres input, og selv frokostmenuen har de fået ændret. Spillemæssigt? Jeg vil ikke ødelægge den gode julestemning, og jeg havde nødigt været forventningerne til fortidens koryfæer foruden, men brød bliver sjældent bedre med tiden, og vi mangler stadig at se, at skorpen stadig er lige så sprød, som den var engang.
Sidder man i Nordjylland og kigger tilbage på 2014, kan man med en vis ret hævde, at det nordjyske fodboldår blev ret sprødt. AaBs danmarksmesterskab med en revitaliseret Kent Nielsen i spidsen charmerede sig igennem foråret og spillede sig indenom både FC København og FC Midtjylland med besnærende pasningsspil, hurtige og effektive omstillinger og med en kalkuleret risiko i spillet, der gjorde det underholdende næsten hver gang, de gik på banen. Fra begyndelsen af det kommende år er AaB den eneste danske repræsentant i Europa, og når jeg har fundet nytårshatten frem, lover jeg at lette på den. Smukt og forførende. Ikke mindst af Kent Nielsen, der tager hul på sit sidste halve år i Aalborg efter at have rejst sig fra det støv, han lå i efter sin tid i Brøndby.
Men som fortælling sad årets anden nordjyske fortælling endnu tættere på hjertet:
50 kilometer mod syd går fodboldspillerne rundt og muger ud, sætter plastre på børn, underviser, studerer eller kører rundt som sælgere, mens de spiller fodbold. Hobro kom på sportens kort og tog næsten fokus fra byens hidtil prægtigste søn, Tom Kristensen, da klubben rykkede op og gav den med halvtidsprofessionel charme på første klasse. Hvis ikke I har set DR-dokumentaren om Hobros Superliga-hold, må I finde den på nettet. Det er min juleferielektie til alle, for det er fortællingen om Klods Hans eller Askepot, eller hvad man nu kan finde på. Bare uden prinsessen og det halve kongerige. Men det er stadig en god fortælling, og det er sådan nogle, fodbolden lever af.
Som da kniven blev plantet i hjertet af den brasilianske folkesjæl, da Neymar blev skadet, og tysken tromlede de sørgelige rester under VM. Det var biddet fra bæstet Luis Suarez, det var lille Costa Ricas stædige kamp, der fyldte mest under et VM, jeg oplevede i Rio de Janeiro, hvor indbyggerne har krav på at få tidligt fri på kampdage, når landsholdet spiller. Hver gang, de kører hjem fra deres kontorer og fabrikker, er det med håbet om en ny stor fortælling, de kan lade gå videre i historien.
I 2015 får vi heldigvis flere af den slags, for sådan er det hvert år. Herhjemme bliver FC Midtjylland sikkert den ene. Landsholdet forhåbentlig en anden. Godt nyt fodboldår.
