Af de modstandere, Danmark kan trække i play-off kampene til EM, vil fodboldekspert Niels-Christian Frederiksen helst have, at Danmark skal møde Ungarn - og helst ikke Bosnien/Hercegovina eller Ukraine.

Danmark kan ved søndagens lodtrækning til play-off kampene til næste års EM-slutrunde trække Bosnien/Hercegovina, Sverige, Ukraine eller Ungarn. Fodboldekspert Niels-Christian Frederiksen håber på Ungarn.

»Ungarn er det hold, jeg helst vil have, at Danmark møder. De har ingen stjerner, og deres bedst kendte spiller er den tidligere Fulham- og West Bromwich-spiller Zoltan Gera, og han er jo 36 år nu. Det er ikke noget blændende mandskab, og de var i en nem pulje. Det eneste, der trækker lidt ned, er, at vi havde dårlige erfaringer mod dem, da vi mødte dem i kvalifikationen til VM i 2010, hvor det blev 0-0 dernede og 0-1 hjemme, hvor Danmark dog allerede var kvalificeret til VM. Ungarn skal Danmark kunne slå,« fastslår Niels-Christian Frederiksen.

Procenter: 65-35 i dansk favør.

Ukraine vil til gengæld være en giftig modstander.

»Jeg så Ukraines kamp mod Spanien, hvor de godt nok tabte 0-1, men hvor de pressede de regerende europamestre rigtig godt. De har gode midtbanespillere som Andriy Yarmolenko fra Dynamo Kyiv og Yevhen Konoplyanka fra FC Sevilla, og de har i det hele taget mange spillere fra Dynamo Kyiv og Shakhtar Donetsk. Desuden må de være meget sultne efter at være gået glip af VM efter play-off nederlag til Frankrig. På de forreste pladser er de så ikke helt så godt besat som for år tilbage med Andriy Shevchenko og Serhiy Rebrov, men det er et godt hold. Dem skal vi helst ikke trække,« siger Niels-Christian Frederiksen.

Procenter: 60-40 i ukrainsk favør

Heller ikke Bosnien/Hercegovina vil være en god lodtrækning i hans øjne.

»Jeg så dem vinde over Wales med 2-0, og det er et hidsigt sted at spille. Vi kan få store problemer alene på grund af kulissen, og så har de altså mange gode spillere. Stjernen Edin Dzeko fra AS Roma  er ganske vist skadet, men han kan nå at komme på benene igen, og vi så, at Vedad Ibisevic fra Hertha Berlin spillede i stedet, og han er jo også en god spiller. Men de har mange gode spillere som Senad Lulic fra Lazio og Miralem Pjanic fra AS Roma. Og så har de en vis rutine i at spille play-off kampe. De har prøvet det to gange mod Portugal, hvor de ganske vist tabte, men de har også spillet VM. Så det er et godt, sammenspillet mandskab. Jeg vil mene, at de er marginalt stærkere end Ukraine, og de er derfor den modstander, jeg nødigst vil have, at Danmark trækker.«

Procenter: 60-40 i bosnisk favør

Endelig er der Sverige, og skulle det blive de blå-gule, Danmark skal møde, venter der en ret lige forestilling, mener Niels-Christian Frederiksen.

»Vi har i Danmark en tendens til at tro, at vi er bedre end Sverige. Men vil sommerens EM for U21-landshold blev vi slået af en blændende svensk organisation. Og en individualist på niveau med Zlatan Ibrahimovic har Danmark slet ikke. Men vi har generelt haft et meget godt tag på dem i de kvalifikationsturneringer, hvor vi har mødt dem i de senere år. Og kan vi få gang i Christian Eriksen igen, og kan vi få Nicklas Bendtner til at score nogle mål igen, så er chancen absolut til stede. Sverige er ikke den værste modstander, Danmark kan trække.«

Procenter: 50-50