Han bankede dem ind som på samlebånd, da han tørnede ud i Manchester Uniteds angreb, Ole Gunnar Solskjær. I dag roser han Bendtners konge-kasse.

Nicklas Bendtner har for alvor fået indstillet sigtekornet Eliteserien. Og i går demonstrerede han så, hvorfor han som 16-årig blev hentet til Arsenal og spået en stor karriere.

Bendtner og Rosenborg var efter fire minutters spil kommet bagud til titeludfordrende fra Molde, men efter 73 minutter ville angriberen ikke længere se til. Den danske anfører Mike Jensen spillede en bold på tværs af feltet, og serverede den på sølvfad for Bendtner.

Han behøvede ingen betænkningstid, og bankede med ydersiden bolden op i det fjerne hjørne – ren klasse.

»Jeg bliver nødt til at rose Nicklas, det er klasse. Nicklas er en kvalitetsspiller. Det touch på scoringen er det bedste, vi har set fra en spiller i Eliteserien i år,« siger Ole Gunnar Solskjær til Dagbladet.

Solskjær selv blev betegnet som en af verdens bedste afsluttere, da han gennem 11 år tørnede ud i den røde trøje i Manchester United. Og selvom han har mødt mange store spillere – og set mange afslutninger, mener han, at Bendtners var unik.

»Der er ikke mange i Europa, der kan score på den måde. Han skal godt nok ikke bekymre sig om, at bolden hopper, som den gør på græs (Molde spiller på kunstgræs, red.). Det er lidt lettere på kunstgræs, men der var alligevel høj klasse over den afslutning,« siger Ole Gunnar Solskjær.

Se målet her:

 
Nicklas Bendtner udligner til 1-1 i kampen mod Molde.
Vis mere

Også Bendtners holdkammerat Anders Konradsen, der senere scorede til slutresultatet 1-2, roste Bendtners kongemål.

»Vi må bare rose Nicklas Bendtner. Der er ingen andre i Eliteserien, som gør det med ydersiden af foden på den måde. Det er 100 procent sikkert. Det var næsten som, at jeg ikke turde tro på det. Jeg tænkte; ’Hvad laver du?’. Det er helt utroligt og ekstremt imponerende,« siger Anders Konradsen.

Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen havde også kun rosende ord til overs for sin angriber.

»Det er få, der scorer sådanne mål. Nicklas gør ting, som ingen andre gør i Eliteserien. Vi så det også i Sarpsborg. Han er en vigtig mand for os, og spillede en rigtig god anden halvleg for os,« siger han til Dagbladet.