Efter fire nederlag i træk kunne Vejles spillere mandag aften endelig række armene i vejret efter en forløsende 3-1-sejr over lokalrivalerne fra AC Horsens.

I et underholdende østjysk lokaldrama lagde hjemmeholdet, der indtil for et par uger siden balancerede på randen af en konkurs, bedst ud, og det var fuldt fotjent, at Kristian Gaarde med en følt inderside kunne bringe Vejle foran med 1-0 efter et kvarters spil.

AC Horsens svarede dog hurtigt tilbage. Få minutter senere behandlede Jacob Berthelsen et perfekt sideskift som fortjent. Han tog et træk ind i Vejle-feltet og sparkede resolut bolden i mål. 1-1, og så var kampen igen helt åben.

Herfra bølgede spillet frem og tilbage, og begge hold havde chancerne til at bringe sig foran. Specielt udeholdet Horsens pressede på for den afgørende scoring, men det var i stedet hjemmeholdet, der i sidste ende løb med de tre point.

Målscoreren til 1-0, Kristian Gaarde, headede et indlæg mod mål. Jakob Busk kunne kun halvklare afslutningen, og så kunne Andreas Albers skrabe bolden det sidste stykke ind over stregen.

I slutminutterne var der muligheder i begge ender, men Vejle-keeper Morten Haastrup Jensen diskede op med flere vigtige redninger, og så kunne Christian Sivebæk i stedet udnytte, at Horsens satsede offensivt. Midtbanespilleren blev spillet fri på Horsens' banehalvdel, og da han nåede til feltets kant, afsluttede han tørt uden chance for Jakob Busk.

Det var en af de sidste aktioner i kampen, og med sejren kravler Vejle op på den rigtige side af nedrykningsstregen, mens Horsens må se sig isoleret i NordicBet ligaens midte.