Asamoah Gyan blev matchvinder, da Ghana igen vandt 1-0 og kom videre ved Africa Cup of Nations.

Port-Gentil. Som det andet land efter Senegal er Ghana klar til at spille kvartfinale ved Africa Cup of Nations, turneringen om det afrikanske mesterskab i fodbold.

Lørdag i Gabon hentede Ghana sin anden sejr i gruppe D, og endnu en gang blev cifrene 1-0, denne gang over Mali.

31-årige Asamoah Gyan blev matchvinder, da han cirka 20 minutter inde i kampen steg til vejrs og headede bolden flot i mål.

Optakten var et godt indlæg fra Jordan Ayew, der trak sig fri i højre side.

Efter målet lavede næsten hele Ghanas hold en kollektiv dansescene for at markere scoringen.

Mali formåede ikke at komme tilbage i kampen, så Ghana er sikker på at gå videre med de seks point, som holdet foreløbig har hentet.

Ghana jagter sin første Africa Cup of Nations-titel siden 1982. Siden dengang har landet tre gange tabt finalen, senest i 2015 til Elfenbenskysten.

Egypten ligger til at følge med Ghana videre fra gruppe D, efter at egypterne vandt 1-0 over Uganda.

Egypten har fire point, mens Mali har et point.

Uganda er sidst uden point og kan ikke gå videre.