Den karismatiske Chelsea-manager Jose Mourinho får ofte opmærksomhed, fordi han kommer med en række opsigtsvækkende udtalelser. Efter lørdagens FA Cup-nederlag til Bradford City viste portugiseren sig fra en sjælden, vil nogen mene, god side.

Bradford Citys manager, Phil Parkinson, nægtede at give hånd til Jose Mourinho, da portugiseren nogle minutter før slutfløjtet traskede over til sin kollega for at sige tak for kampen. En kamp, som Mourinho mente, var afgjort ved stillingen 4-2.

Phil Parkinson ville gerne være helt sikker på kampens resultat, før han gav Mourinho hånden, så i stedet for at udveksle en masse høfligheder og håndtryk, slentrede Mourinho i omklædningsrummet.

Hvor nogle trænere måske ville blive fornærmede over, at Phil Parkinson ikke gav Mourinho hånden - eller for den sags skyld at portugiseren overhovedet gik over til sin kollega, inden kampen var færdig, valgte Mourinho en anden strategi.

Han gik ind i Bradford Citys omklædningsrum efter kampen og trykkede hver eneste spiller og træner i hånden og ønskede tillykke med det flotte resultat.

Det bemærkede Phil Parkinson på den efterfølgende pressekonference.

»Mourinho kom ind og gav hånd til os alle sammen. Han gav drengene kredit for deres præstation. Det, synes jeg, viste stor klasse,« sagde Phil Parkinson efter kampen.

Om årsagen til, at Parkinson ikke gav Mourinho hånden, svarede han:

»Der manglede stadig tre og et halvt minut af kampen. Hvis Chelsea bare fik et mål, ville de med alle deres verdensklassespillere godt kunne score endnu et mål. Jeg ville gerne koncentrere mig om kampen og se den helt færdig,« sagde Phil Parkinson.

Jose Mourinho har ofte været i mediernes søgelys for en række mindre respektfulde handlinger, men lørdag viste han sine bedste, portugisiske manerer frem.

Chelsea kom ellers planmæssigt foran og førte 2-1 ved pausen, men Bradford spillede en imponerende anden halvleg og scorede tre mål mod Chelsea-defensiven, der i lørdagens anledning havde Andreas Christensen i startopstillingen.