Viktor Fischer var manden i centrum, da han mandag eftermiddag satte fødderne på træningsbanerne i Brøndby sammen med de øvrige spillere på det danske U20-landshold.

Normalt trækker en træningssamling forud for en venskabskamp for et dansk ungdomslandshold ikke den store opmærksomhed. Men det havde Viktor Fischer fået ændret på denne mandag.

De danske medier var mødt talstærkt frem for at se den blot 18-årige offensivspiller, som høster masser af roser efter søndagens startdebut for Ajax Amsterdam i Æresdivisionen. Her blev unge Fischer kåret til kampens spiller efter to scoringer og en enkelt assist i holdets sejr på 4-2.

Og overskuddet fra søndagens kamp havde Viktor Fischer taget med sig til Danmark. Den unge spiller, der sammen med U20-landsholdet skal spille træningskamp onsdag mod Tyrkiet, var i højt humør og stillede velvilligt op til en snak om den øjeblikkelige succes, der har fået blandt andre hollandske medier og Ajax-træner Fran de Boer til at hylde ham. 

- Det er meget sjovt at se, hvad folk siger og skriver. Så længe det er positivt, griner Fischer og tilføjer:

- Men så glemmer man det hurtigt igen, der er også en dag i morgen, hvor man skal gøre det lige så godt. Det kan jo hurtigt blive gemt igen, hvis man ikke spiller lige så godt. Sådan er jeg i hvert fald meget kritisk som person - så hvis jeg i morgen træner dårligt, så kan det sgu være ligemeget. Så er det allerede glemt. Det er hele tiden med at udvikle sig og komme længere frem. Derfor synes jeg, at det har været nemt at tackle, siger han.

Fischers seneste præstationer har gjort så stort et indtryk rundt om i Fodboldeuropa, at storklubber som Manchester United, Manchester City og Real Madrid meldes interesserede i unge Fischer. Det har danskeren da også selv bemærket - selvom han understreger, at han ikke lader sig påvirke af rygtestrømmen.

- Man kan ikke lade være med at læse noget, hvis man støder på det på nettet eller får sendt et link. Men jeg har jo en agent, som ved helt konkret, hvornår der er noget eller ikke er noget. Og derfor er det jo nemt at forholde sig til, siger Viktor Fischer til sporten.dk.

Og hvad har du så skulle forholde dig til?

- Jeg har skullet forholde mig til at spille så godt som muligt i Ajax. Og så arbejder vi frem imod at gøre mig bedre der og spille noget mere førsteholdsfodbold - og forhåbentlig også fra start hver gang. Det er sådan set det eneste, jeg kan forholde mig til. Jeg gider ikke forholde mig til andre klubber, siger Fischer, som dog er beæret over, at blive nævnt som emne i nogle af verdens største fodboldklubber.

- Jeg synes, det er fedt, og jeg synes, det er smigrende, når der kommer noget med nogle klubber ude fra. Real Madrid er jo en af verdens største fodboldklubber, hvis ikke den største, så når jeg hører det, så kan man ikke lade være med at være smigret og stolt. Men det er jo nu en gang måske bare rygter, og derfor er det bare videre i teksten, og så kan det være det kommer engang i fremtiden, siger Viktor Fischer.

I øjeblikket er danskeren som bekendt også på kontrakt i Ajax Amsterdam - en kontrakt, som hollænderne meget gerne vil forlænge. Fischer understreger, at der på ingen måde er en ny aftale på plads mellem parterne trods flere skriverier i hollandske medier om det modsatte. Men vurderet ud fra hans halvkryptiske svar så kan der meget vel være en forlængelse på vej med den hollandske storklub.

- Jeg tror også, at det falder på plads på det rigtige tidspunkt, når det engang er tid til det, siger han om kontraktforhandlingerne mellem ham og Ajax.

Viktor Fischers nuværende kontrakt med hollænderne udløber til sommer 2014.