Tirsdag aften kan Viktor Fischer være med mod Real Madrid i Champions League og vise et talent frem, der er nedarvet gennem generationer.
Poul Pedersen var stolt, da hans barnebarn for et par uger siden kom hen til hans bord ved årets Fodbold Award-show i Cirkusbygningen midt i København.
Her sad han sammen med sine medspillere fra det hold, der i 1960 vandt sølv ved OL i Rom, og der kom hans barnebarn som repræsentant for dansk fodbolds fremtid, Viktor Fischer, der var med til festen som en del af det danske U20-landshold, kunne morfaren stolt fortælle de andre gæster.
Men det var forkert. For da Viktor Fischer havde hilst på de andre sølvvindere ved bordet, kunne han overbringe sin morfar den store nyhed: Han var blevet forfremmet til A-landsholdet.
På få uger var Viktor Fischer blevet forfremmet fra ungdomsholdet til førsteholdet i Ajax Amsterdam, og inden for får dage havde han debuteret i Æresdivisionen, var kommet på banen i Champions League og havde scoret sit første mål på klubbens bedste hold.
Nu var han også kommet på landsholdet, og på den måde var familiesløjfen bundet smukt sammen.
Tirsdag aften er Viktor Fischer en del af holdet, når Ajax møder Real Madrid, og efter sin scoring og sit oplæg mod PSV i weekenden er han endda i spil til en plads blandt de 11 startere.
Sådan kan det gå så stærkt, og det er, som om hastig udvikling er et kendetegn for den 18-årige landsholdsspiller.
Da Viktor Fischer var 10 år gammel, var han for eksempel så god, at det ikke længere gav mening for ham at spille sammen med de jævnaldrende miniputter i Lyseng. Derfor rykkede Erik Petersen ham op til sine lilleputter, hvor han kom til at spille sammen med drenge, der var to år ældre.
- Det andet duede ikke. Han var jo en enmandshær på sådan en syvmandsbane. Stillede man med ham og en målmand, så var det nok, siger Erik Petersen.
- Da han så kom til at spille med drenge, der var 12 år, var han jo pludselig den lille og ikke lige så dominerende længere. Alligevel scorede han 81 mål af vores 205 mål, fortæller Erik Petersen.
Det var ikke lilleputtræneren, der dengang i 2004 gik og førte statistik over sine drenges præstationer. Det sørgede Viktor Fischer selv for. Han var ærgerrig og opsat på at blive den bedste. Han var angriber.
Måske ikke centerforwardtypen, sådan som hans far Henrik og morbror Jens begge var gennem flere år i Lyseng, men snarere den tekniske type. Snarere lige som hans morfar Poul Pedersen, der som den første rundede 50 kampe for det danske landshold.
- Ja, vi minder nok lidt om hinanden. Viktor er jo også en teknisk betonet fodboldspiller, der godt kan lide at holde på bolden og at være en del af pasningsspillet. Han kan jo godt lide det med at spille fodbold, siger Poul Pedersen med tryk på ordet ’spille’.
I søndags kom Poul Pedersen hjem fra Amsterdam, hvor han for første gang havde været nede og se sit barnebarn i aktion for Ajax Amsterdam. Fredag havde Viktor ringet hjem og sagt til sine forældre, at han gerne ville have dem ned og se kampen mod PSV, og at han gerne ville have onkel Jens og sin morfar med.
- Det gik jo lidt stærkt, så Jens kunne ikke, fordi han havde andre aftaler, men jeg satte mig ind i bilen, og så kørte vi derned. Det var en stor oplevelse, og jeg synes jo, han spillede en fremragende kamp, siger Poul Pedersen om præstationen, hvor Viktor Fischer både scorede og lagde op til et mål i kampen mod rivalerne.
Efter kampen har Ajax’ sportsdirektør Danny Blind kaldt ham en vidunderdreng, og selv har Viktor Fischer konstateret over for TV2, at han ’åbenbart er iskold’ når han er fri foran mål.
Den slags udtalelser kendetegner den 18-årige Århus-dreng godt. Han har masser af tro på egne evner, og som han morfar siger, kan han godt nogle gange ’virke lidt blæret’.
- Men så bløder han det jo op med sit smil og en bemærkning om, at man ikke skal tage tingene for givet, og så tænker man jo ikke sådan om ham alligevel, siger Poul Pedersen.
Men noget er der om snakken. Han kan godt fremstå så selvsikker, at det grænser til det arrogante. Men det skal tolkes på en anden måde, siger Valdemar Høgh, der spillede sammen med Viktor Fischer i AGF og i dag er blandt hans bedste venner.
- Mange af dem, der møder ham første gang, kan synes, at han er blæret og har meget høje tanker om sig selv. Men når man lærer ham at kende, finder man hurtigt ud af, at det er, fordi han er meget bevidst om sit talent, men at han også er meget ydmyg omkring det og opmærksom på, hvor meget der skal til, for at hans talent bliver foldet ud, siger Valdemar Høgh.
- Han er en meget karakteristisk person. Han har nogle klare holdninger til en masse ting, og nogle gange kan man godt synes, at det er lidt mærkeligt, at han har så stærke holdninger om netop det, men omvendt er han også så veltalende og velargumenterende, så det giver mening. Jeg vil sige, at han er godt skruet sammen oppe i hovedet, siger Valdemar Høgh.
- Han kan have holdninger til alt muligt. Fra hvorfor en bestemt angriber ikke scorer nogen mål, til hvorfor han synes, at det ikke er vigtigt at skulle lære noget bestemt i skolen. For eksempel har matematik aldrig sagt ham det helt store, mens han altid har været glad for eksempelvis at skulle analysere en novelle og finde ud af, hvad den i virkeligheden handlede om. Det giver egentlig meget god mening i forhold til den person, han er, reflekterer Valdemar Høgh.
I Ajax er det ikke kun træner Frank de Boer, der er glad for den unge dansker. Eller sportsdirektør Danny Blind. Det gælder også klubbens øverste ledelse, fortæller den danske Ajax-scout John Steen Olsen, der opdagede Viktor Fischer og har fulgt ham tæt siden Nordic Cup i Finland i 2008, og tilfredsheden gælder ikke mindst netop de egenskaber, Valdemar Høgh fortæller om.
- Udover at han læser spillet godt, er en intelligent spiller med en supergod energi, der ved, hvad han vil, så er bestyrelsen og alle andre dernede meget imponerede over ham. De er meget glade. Han opfører sig ordentligt og har pæren i orden. Det betyder meget for dem, og det er derfor, de helst vil have spillere som ham og de andre danskere og skandinaver i det hele taget, siger John Steen Olsen.
Både talentet og fornuften har Viktor Fischer med hjemmefra, lyder svaret, når man spørger sig for.
- Han har jo fået det med, at det blev sørget for, at han kom i ordentlig tid i seng, opførte sig ordentligt og så videre siger Valdemar Høgh for eksempel, mens hans træner i Lyseng kan fortælle om både forældre og en onkel, der bakkede op om Viktor og hans bror Magnus, altid sørgede for, at de kunne komme med til kamp, men aldrig pressede deres børn. Og så er der den genetiske arv.
- Hans far nåede jo en enkelt ungdomslandskamp, og hans mor spillede badminton på højt plan, så der er jo meget sport i familien, som morfar Poul Pedersen påpeger.
Selv var han også med, når familien for 10-15 år siden en håndfuld år i træk tog sammen ned til Mosel, hvor de boede på et hotel tæt på en fodboldbane.
- Så gik vi jo alle sammen ud og spillede på en bane tæt på hotellet. Viktor og Magnus (hans storebror, red.) og hans onkel og far og så mig selv, fortæller Poul Pedersen, der tirsdag aften skal se med, når Viktor Fischer (måske) bytter den lille feriebane ud med Bernabeu i Madrid.
- Jeg ved jo ikke noget, men det ville da være helt skørt, hvis ikke de sætter ham på banen, for han gjorde det jo altså godt i weekenden, siger Poul Pedersen med en tillid til barnebarnet, der antyder, at heller ikke Viktor Fischers selvtillid kommer fra fremmede.
