Viktor Fischer og Ajax tabte det store hollandske derby til PSV med 1-2. Det ærgrer danskeren, der mener modstanderen var skarpere.

Ajax ligger stadig nummer ét i den hollandske Æresdivision, selvom holdet tabte til de evige rivaler fra PSV Eindhoven med 1-2 i søndagens derby på Amsterdam Arena. Efter kampen erkendte den formstærke Viktor Fischer, at PSV spillede bedre end hjemmeholdet:

»Jeg kan ikke rigtig forklare det, men PSV var skarpere på alle fronter. I dueller, i spillet og i de små rum. De udnyttede vores fejl. I alle aspekter var de bedre,« siger han til fcupdate.nl.

Ajax har spillet sig til en topplacering i Holland, men i Europa har spillet været mindre overbevisende. Kampen mod PSV vil heller ikke huskes for flot spil af holdet fra Amsterdam. Men i følge Viktor Fischer påvirker det ikke spillerne:

»Det er ikke noget, der giver en masse frustration, fordi vi har nok tro på egne evner,« siger angriberen, der efter kampen meldte afbud til det danske U-21-landsholds kommende kampe.

Det er tæt i toppen af den hollandske Æresdivision, og med søndagens sejr til PSV er der blot to point op til Ajax og førstepladsen. PSV ligger nu nummer fire, mens en anden storklub Feyenoord også hænger på i toppen på en andenplads.