Tyskland holdt stand og vandt 3-1, da Polen kom på nabovisit. Sejren betyder, at Tyskland rykker op på førstepladsen i gruppe D.

Verdensmestrene fra Tyskland rendte i anden runde af EM-kvalifikationen ind i et overraskende nederlag, da man på udebane tabte til Polen. Et nederlag, der indtil fredag aften har betydet, at tysker pointmæssigt har haltet efter polakkerne.

Derfor var der en del, der skulle sættes på plads, da de to lande fredag aften tørnede sammen.

Tyskland lagde bedst fra land, og allerede i det tolvte minut kunne de tyske tilskuere på Commerzbank Arena i Frankfurt fejre at være kommet foran. Målscoreren var - selvfølgelig, fristes man til at sige - Bayern München-altmuligmanden Thomas Müller, der lagde bolden i mål på oplæg af venstrebacken Jonas Hector.

Bare syv minutter senere var det en anden Bayern-spiller, Mario Götze, der fik bolden i mål og udbyggede føringen. Den lille offensivspiller, der afgjorde VM-finalen sidste år med et mål dybt inde i overtiden, trak ind fra venstrekanten og placerede flot bolden i nærmeste målhjørne.

Alt var altså fryd og gammen for verdensmestrene, der så ud til at have skabt grundlaget for en sikker sejr.

Men så kom en tredje Bayern-spiller inden pausen og lagde en dæmper på festen. Den polske spydspids, Robert Lewandowski, dukkede nemlig op og gjorde dét, han har gjort så mange gange tidligere på de tyske stadions: scorede mål. Et kontrastød endte med et indlæg ind i feltet, hvor polakken kastede sig frem og pandede bolden ind bag sin klubkammerat Manuel Neuer.

2-1 ved pausen betød, at tyskerne i anden halvleg jagtede den tredje scoring, der ville give dem sikkerheden tilbage. Men de måtte trods flere forsøg vente helt til det 82. minut, før lille Mario Götze igen dukkede op og smækkede en returbold i nettet efter et skud af Thomas Müller.

Tyskland har efter sejren nu 16 point og ligger nummer ét i gruppe D, mens Polen med 14 point og Irland med 12 point indtager de to efterfølgende pladser.