Klopp får ikke, hvad han peger på.

Hele transfervinduet har der været skriverier om en hed romance mellem Liverpools karismatiske manager Jürgen Klopp og Leipzigs midtbanedynamo Naby Keita. Nu ser det dog ud til, at sommer-flirten er forbi.

I hvert fald skriver Sky Sports, at de har været i kontakt med en højtstående repræsentant for Leipzig, der har fortalt dem, at 22-årige Naby Keita under ingen omstændigheder forlader den tyske sensationsklub i dette transfervindue.

Skal man tro det engelske medie, har Jürgen Klopp ellers i flere omgange gjort kur til den guineanske landsholdsspiller, hvilket i tre omgange har ført til decideret bud – det seneste på 67 millioner pund (556 millioner kroner). Alle buddene har dog lidt samme skæbne – afvist.

Naby Keita har taget Leipzig med storm siden han skiftede fra Red Bull Salzburg sidste sommer.
Naby Keita har taget Leipzig med storm siden han skiftede fra Red Bull Salzburg sidste sommer. Foto: ROBERT MICHAEL
Vis mere

Leipzigs direktør Ralph Rangnick har tidligere været ude og sige, at klubben ikke vil sælge nogle af sine nøglespillere dette transfervindue. Leipzig skal nemlig efter en sensationsfyldt første sæson i Bundesligaen, hvor de sluttede toer, på europæisk eventyr i Champions League. Det er første gang i klubbens historie, at de skal spille en rolle i mestrenes turnering.

Det ser dog ikke ud til, at Naby Keita er glad for, at han ikke må snakke med Liverpool. I hvert fald melder flere engelske medier, at Naby Keita gik så hårdt til en holdkammeraten Diego Demme under mandagens træning, at Demme måtte udgå med et skadet knæ. Det fik spekulationerne til atter at rulle om Keitas fremtid, men Leipzig kom selv rygterne om uvenskab i truppen til livs ved at lægge en video op på twitter, hvor Keita og Demme giver hånd.

Demme siger i videoen:

»Hej Leipzig-fans. Mit knæ ser fint ud. Jeg er i sikre hænder her.«

The Independent skriver dog, at det er Leipzigs manager, Ralph Hasenhuttl, der beordrede Keita til at sige undskyld til Demme.

Tilbage i Liverpool har Jürgen Klopp indtil videre mere eller mindre fået det, han har peget på i form af hurtigløberen Mohamed Salah fra Roma, U-20 VMs bedste spiller i form af Dominic Solanke, der tilsluttede sig de røde på en fri transfer fra Chelsea og for nyligt Andrew Robertson fra Hull, der figurerer på Liverpools måske mest omtalte position, venstre back. De to brikker, der øjensynligt mangler i tyskerens puslespil er Naby Keita og en anden meget omtalt herre ved navn Virgil van Dijk, der sidste sæson styrer Southamptons midterforsvar.

Skal den tyske manager have sin vilje hvad angår Naby Keita, så ser det ud til, at han må væbne sig med tålmodighed og vente til næste sommer. Der melder Sky Sports nemlig, at der indtræder en frikøbsklausul i midtbanespillerens kontrakt, som lyder på 48 millioner pund (398 millioner kroner).

Sky Sports melder dog også, at Leipzig forsøger at tegne en ny kontrakt med Naby Keita, og det er bestemt ikke utænkeligt, at guineaneres frikøbsklausul i den forbindelse vil stige betragteligt.

Naby Keita spillede sidste sæson 32 kampe for Leipzig, hvilket har kastet otte mål og ligeså mange assist af sig.