'Wow’. Sådan skrev Nicklas Bendtner tirsdag aften på sin Twitter-profil.

Om det var ment som en forbavsende reaktion over, at landstræner Morten Olsen helt havde udeladt den 26-årige Wolfsburg-angriber i sin landsholdstrup, skal være usagt. Men faktum er, at Olsen ikke havde fundet plads til Bendtner blandt de 19 spillere.

En Bendtner i form er selvskrevet til landsholdet, sagde Olsen, som i samme ombæring såede tvivl om Bendtners nuværende form.

Og hvordan skulle landstræneren også vide, om Bendtner er i form? Wolfsburgs nummer 3 har således ikke været en del af truppen i de seneste fem kampe og har fortsat sit første mål til gode i den grønne trøje. Ordet ’flop’ er så småt begyndt at florere i de tyske medier.

BT har bedt den tyske sportsjournalist David Verhoff, der til daglig arbejder på den tyske avis Bild om at udforme en Flop Fem-liste over Bundesliga-indkøb i denne sæson, og her figurerer Nicklas Bendtners navn da også.

1. Matthias Ginter, Borussia Dortmund
Kommet fra Freiburg for 10 millioner euro (74,5 mio. kr., red.). Stort talent, som dog stadig ikke forstår træner Jürgen Klopps spillestil.

2. Filip Kostic, VfB Stuttgart
Kom fra FC Groningen for en pris på seks millioner euro (44,7 mio. kr., red.). Der var store forhåbninger til talentet, der dog ikke har bidraget med noget til holdet.

3. Nicklas Bendtner, VfL Wolfsburg
Får en årsløn på ca. tre millioner euro (22,3 mio. kr., red.), og så er nul mål i otte kampe ikke godt nok.

4. Pepe Reina, Bayern München
Købt for tre millioner euro (22,3 mio. kr.), men nåede kun at spille fem minutter i en venskabskamp, inden han blev skadet.

5. Izet Hajrovic, Werder Bremen
Har ikke imponeret og har endnu ikke været nogen hjælp for holdet.