Der er folk, der påstår, at fodbold er et håndværk. At spillet med læderkuglen handler om at forberede sig minutiøst og arbejde hårdt og kontinuerligt.

Sådan er filosofien hos Viborg-træner Auri Skarbalius, der siden februar har trænet domkirkebyens førende fodboldhold, og som i aften tager imod topholdet AaB, der har sat direkte kurs mod DM-titlen.

Med to point op til redning og en favoritrolle som sorteper i kampen mod nedrykning, er de litauiske arbejdshandsker da også for længst fundet frem.

For hvad gør en håndværker, når teknikken driller, og slutproduktet giver splinter? Han står tidligt op og sliber til.

Mandag ringede vækkeuret klokken fem, mens øjnene først blev lukket ved midnatstid efter en scouting-tur til Farum Park og kampen mellem FC Nordsjælland og Esbjerg.

I går blev der sovet længe til klokken seks. Som cheftræner i HB Køge og senere Brøndby ved Auri Skarbalius, hvad der skal til, når presset stiger.

- Den erfaring, jeg har som spiller, træner og menneske, kan jeg bruge nu og her. Jeg er meget afklaret med, hvilke fokusområder jeg skal have, når bølgerne går højt, siger han over telefonen tirsdag morgen. Tre timer efter, han selv begyndte dagen med videoanalyser og planlægning af dagens træning.

Selvom der kun er syv kampe til at få holdet over den berygtede streg, er Auri Skarbalius rolig. Det handler om fokus på trods af det pres, situationen medfører. Så gør det ikke noget, at arbejdsmængden er øget i modgangstider.

- Det stresser mig ikke, og det er nok en del af min styrke. Det er en del af gamet, og det bliver man nødt til at acceptere. Jeg vil som træner arbejde med spillere på øverste hylde, og når man gør det, så er der stor fokus fra omverdenen. Det accepterer jeg, og derfor gemmer jeg mig aldrig for medierne, lige meget om det går godt eller skidt. Det stresser mig ikke, det er kun et spørgsmål om planlægning. Det er blandt andet derfor, jeg står tidligt op, fortæller Auri Skarbalius.

De seneste tre Superliga-kampe har blot budt på et enkelt point.

Senest tabte Viborg 1-3 til Randers i en direkte duel i bundstriden. Før det blev det 2-2 mod OB. Det handler om oprykkernes manglende erfaring med topfodbolden, mener Auri.

- Forskellen på os og etablerede superligaspillere er, at vi i løbet af 90 minutter har kortvarige koncentrationssvigt. Vi forudser ikke situationerne i defensiven og tænker ikke hele tiden worst case scenario. Det er forskellen, og det er her, vores fokus er, siger Skarbalius, der samtidig vil have Viborg-spillerne til at være dygtigere til at holde fast i bolden offensivt.

Og så er vi tilbage ved det med håndværket. Et kompliceret et af slagsen. For i fodboldens verden skal det gå stærkt, særligt når man er med i bundstriden.

- Man kan sammenligne det med at skulle skifte motoren på en bil, mens den kører. Hvis vi skal blive ved med at køre på motorvejen, bliver vores motor nødt til at blive bedre. Ellers bliver vi smidt ud på landevejen, forklarer han.

Det helt store og åbenlyse spørgsmål må så være, om den nye motor kan nå at blive så velfungerende, at Viborg FF også efter sommerferien er at finde på Superligaens motorvej.

Et håb, en tro og et ønske, de alle klamrer sig til i klubben, men som ikke er altafgørende.

- Vi vil meget gerne overleve i Superligaen, men vi har også en plan B, hvis vi rykker ud. Hvis man satser og ikke har forberedt en plan B, så falder man langt ned, siger han.

Nøjagtigt som man så det sidste gang, da Viborg rykkede ned, og som det ligeledes var tilfældet med Vejle Boldklub.

Derfor understreger han også, at det hverken vil være en katastrofe for klubben eller ham selv, hvis missionen om overlevelse mislykkes. Selvom han er klar til at gøre alt, hvad der står i hans magt for at undgå det.

- Jeg nyder udfordringerne hver dag. Fodbold er en gave i livet til mig. Der er så mange andre ting, man kan bekymre sig om. Ja, vi vil alle gerne have succes, men hvis du er stærk nok til at holde fast i de ting, du har fokus på, og er dygtig til at holde styr på den proces, så er det kun et spørgsmål om tid, før resultaterne kommer, siger Auri Skarbalius.

I hans øjne handler det nemlig om kontinuitet. Lige netop det, som han påpeger, at Kent Nielsen på flotteste vis har skabt i AaB.

- Vi så det i HB Køge, som rykkede op i Superligaen to gange uden måske at have holdet til det. Vi ser det også i AaB, vi ser det i Esbjerg, og vi så det i FC Nordsjælland, da de blev mestre. Det samme vil vi gøre i Viborg.

Men det kræver hårdt arbejde startende med aftenens kamp mod AaB, der meget vel kan komme til at kaste grus i arbejdsmanden Auris nye motor.