Club Brugge dominerede det meste af kampen mod FC København, men det var alligevel en skuffelse for FCK at måtte rejse hjem fra Belgien med et enkelt point.

Med få minutter tilbage havde Daniel Anartey nemlig kanoneret en løs bold i kassen, og alt tydede på, at han havde sikret københavnerne alle tre point. Højst ufortjent i forhold til spil og chancer, især efter en halvleg hvor Club Brugge virkelig havde sat københavnerne under pres.

Her var det i flere omgange målmand Stephan Andersen, der holdt FCK inde i kampen.

Men to minutter i overtiden udlignede Victor Vazquez med et fladt langskud FCKs føring og sikrede hjemmeholdet et fortjent point.

Indtil da havde FC København vist, at man stadig formår at hæve niveauet, når man kommer ud i Europa. Første halvleg havde været meget jævnbyrdig, og kampen kunne være tippet til begge sider.

FCKerne arbejdede hårdt og fik det meste af kampen lukket effektivt ned for hjemmeholdet, der gang på gang løb ind i offsiden, når det københavnske stramt styrede forsvar tog et skridt frem på det rigtige tidspunkt. Og når forsvaret med Mathias Zanka og Mikael Antonsson i de styrende roller svigtede, så viste Stephan Andersen stor klasse med hurtige reaktioner og effektive parader.

Fremme på midtbanen var det især Daniel Amartey og Thomas Delaney, der sloges om hver en bold, og helt fremme var Nicolai Jørgensen flere gange meget tæt på at få skabt mulighederne for Andreas Cornelius.

Men efter pausen ændrede billedet sig. I anden halvlegs begyndelse skruede belgierne op for blusset, og det københavnske mål kom for alvor under pres. Men Stephan Andersen havde en af de aftener, hvor han var umulig at passere, og han reddede i flere omgange FCK fra at komme bagud. Især imponerede han med en parade, da han var alene med en Brugge-angriber helt inde foran mål.

Som halvlegen skred frem blev Brugge-presset stadig mere udtalt, men hjemmeholdet formåede ikke at spille sig frem til det mål, der kunne have afgjort kampen. I stedet var Pierre Bengtssoon tæt

Det uafgjorte resultat betyder, at FC København i høj grad stadig har mulighed for at gå videre fra puljen. Efter tre runder er Torino stukket af med syv point takket være sejrene over FCK og HJK Helsinki, mens Club Brugge på andenpladsen har fem point efter at have spillet uafgjort i begge hjemmekampene mod henholdsvis Torino og FCK. Københavnerne har ganske vist kun fire point, men til gengæld har man nu hjemmebanefordel mod både Torino og Club Brugge.

FCKs næste kamp er netop mod Brugge hjemme i Parken den 6. november, og den kamp ser ud til at blive meget afgørende for hvem, der snupper andenpladsen efter italienerne.