Den etiske komité i det internationale fodboldforbund (FIFA) vil suspendere Sepp Blatter som præsident for FIFA i 90 dage. Det skriver BBC.

Den etiske komité i FIFA har holdt møde siden mandag, og dens anbefaling skal godkendes fredag.

Hvis det bliver vedtaget at suspendere Sepp Blatter, betyder det, at han i de kommende tre måneder ikke må passe sit job som FIFA-præsident.

Sepp Blatter er anklaget for at have indgået en ulovlig tv-kontrakt i 2005 med den daværende præsident for det mellemamerikanske fodboldforbund (CONCACAF), Jack Warner fra Trindad & Tobago, og for at have betalt penge under bordet til præsidenten for det europæiske fodboldforbund (UEFA), franskmanden Michel Platini.

Det var disse forhold, som de schweiziske myndigheder i sidste måned afhørte den 79-årige FIFA-præsident om.

Efterfølgende har flere af FIFAs sponsorer sagt, at de mente, at Sepp Blatter skulle trække sig som præsident, men det har schweizeren nægtet.

Sepp Blatter har været præsident for FIFA siden 1998, og han blev i maj i år genvalgt til en ny fire-årig periode.

Det blev han kort efter, at 14 nuværende og tidligere FIFA-topfolk blev arresteret - mistænkt for korruption.

Kort tid efter, at han var blevet genvalgt, meddelte Sepp Blatter dog, at han ville gå af, men at det først ville ske til en ekstraordinær FIFA-kongres til februar næste år.

Dette synspunkt gentog han onsdag over for det tyske magasin Bunte.