Tre år efter at Michael Garcia afleverede rapport om korruption i Fifa, er den blevet offentligt tilgængelig.

Zürich. Fifa har valgt at offentliggøre den hidtil hemmelige rapport om korruption i verdensfodboldforbundet, som efterforsker Michael Garcia udarbejdede i 2014.

Beslutningen kommer, efter at rapporten er blevet lækket til den tyske tabloidavis Bild.

Da Garcia for tre år siden afleverede den mere end 400 sider tykke rapport, valgte Fifa at koge den ned til et 42 siders resume og hemmeligstemple originalværket.

Garcia var stærkt utilfreds med resuméet, som han kaldte "ufærdigt og fejlbehæftet". Efterfølgende trak han sig ud af arbejdet med at rydde op i fodboldforbundet.

Mandag skrev Bild, at redaktionen havde fået fingre i den fulde rapport og varslede samtidig en række afsløringer.

En af avisens første historier omhandlede en overførsel på to millioner euro - svarende til omkring 15 millioner kroner - til en tiårig datter af en Fifa-repræsentant.

Overførslen fandt sted, kort før Qatar blev tildelt værtskabet for VM i 2022.

Udsigt til flere læk har nu fået Fifa til at lægge hele værket ud på sin hjemmeside.

Det er den nye ledelse i Fifas etiske komité, der har taget beslutningen. Og den får støtte fra højeste sted.

- Dette har Fifas præsident, Gianni Infantino, efterspurgt ved talrige lejligheder, og det har også fået opbakning fra Fifa Council siden mødet i Mexico i maj 2016.

- På trods af disse regelmæssige anmodninger er det værd at bemærke, at de tidligere formænd for etisk udvalg Cornel Borbely og Hans-Joachim Eckert altid nægtede at offentliggøre rapporten, lyder det.

/ritzau/