DBUs deadline omkring underskrivelsen af en ny lønaftale for 40-60 landsholdsspillere står til at udløbe natten til tirsdag.

Herfra kan landstræner Morten Olsen reelt stå med et decideret B-hold, når han 17. marts skal udtage truppen til testkampene mod USA og Frankrig senere på måneden.

Og det kan meget vel blive en realitet, for spillerne har afvist at gå de 17 procent ned i løn samt at forhandle individuelle aftaler med DBU, og konflikten har nu nået et punkt, hvor DBU har meddelt FIFA om uenigheden.

»Vi kan bekræfte, at vi er i kontakt med det danske fodboldforbund, DBU, om det nævnte emne. Det synes imidlertid at være et sag mellem DBU og de danske spillere og et internt anliggende, der skal løses i overensstemmelse med de forskrifter, der gælder på nationalt plan. Derfor beder vi jer venligst kontakte DBU ved yderligere spørgsmål,« skriver FIFA til BT i en mail.

Hos DBU vil man ikke fortælle om, hvad forbundet konkret har kontaktet FIFA om.

»Vi orienterer vores forskellige samarbejdspartnere og de organisationer, som vi har med at gøre, men vi ønsker ikke at gå i detaljer med det. Vi står i en meget beklagelig situation - det har vi sagt flere gange - og det har vi selvfølgelig et behov for at fortælle den verden, vi er i - samarbejdspartnere og den slags - men det er ikke noget, jeg vil komme nærmere ind på,« lyder det fra DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, der derudover ikke kan oplyse nyt i sagen mandag aften.

Tidligere mandag har han oplyst til bt.dk, at forhandlingerne med spillernes repræsentant, Spillerforeningen, ikke ville genoptages, før spillerne var kommet med deres tilbagemeldinger på de breve, der er sendt.

Dermed ser det ud til, at konflikten når at passere DBUs deadline.