Aston Villa og Carlos Sanchez chokerede alle på Etihad Stadium, da colombianeren med fem minutter igen udlignede Citys 2-1-føring, og sendte Manchester-klubben på vej mod endnu en fiasko.

Men Fernandinho ville anderledes og reddede City-træner, Manuel Pellegrinis, ansigt og muligivs job, da brasilianeren i overtiden reddede tre point til den vigtige Champions League-plads.

Alt gik ellers som planlagt for Manchester-holdet, da Villa-målmand Brad Guzan efter to minutter gav bolden til argentinske Sergio Agüero, der sagde gracias og kvitterede med karrierens nemmeste 1-0-scoring. En scoring, der gør argentineren til topscorer i Premier League med 21 mål.

Og kampen så afgjort ud, da den serbiske venstreback Aleksandr Kolarov scorede til 2-0 med en halv time igen.

Føringen varede dog kun i to minutter, før Tom Cleverley bragte spænding tilbage, og med fem minutter igen dukkede Carlos Sanches som bekendt op.

Manchester City har været i forfærdelig forårsform og havde inden kampen kun hentet tre point i de seneste tre kampe, og derfor lignede det endnu en fiasko.

Men et hjørnespark i overtiden reddede de lyseblå mestre, og klubben har nu ni point ned til Liverpool på femtepladsen - der har en kamp i baghånden - med fire kampe igen.

Både Arsenal og Manchester United kan overtage Citys andenplads, når de søndag møder henholdsvis topholdet Chelsea hjemme på Emirates og Everton på Goodison Park.