Den aldrende manager mener, at udlændinge er skyld i, at der er sager om film i Premier League.

Manchester United-manager Alex Ferguson revser udenlandske spillere i Premier League - især spillere fra Sydamerika. Ifølge den skotske manager er det nemlig de spillere, der har en kultur, hvor det er okay at filme. Og det går ud over Premier League, mener manageren.

- Der er en forbindelse til de fremmede spillere, der er kommet til vores liga. Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om det, siger Alex Ferguson ifølge Ritzau. Det skriver Tipsbladet.dk.

Fergusons ord skal ses i lyset af, at Manchester United i dag møder Tottenham på udebane. På managerens eget hold er især Ashley Young blevet beskyldt for at filme, ligesom hjemmeholdets Gareth Bale har været i modvind i denne sæson.

Men ifølge Manchester Uniteds manager er det altså en kultur, som udlændinge har bragt ind i ligaen. Og det er svært at gøre noget ved for det engelske fodboldforbund, FA, der kan have svært ved at bevise, at en spiller har filmet.

- Det er meget svært. Det har FA altid sagt. Er det klubbernes ansvar? I den sidste ende er det sikkert det, siger Alex Ferguson og uddyber:

- Vi gjorde det med Cristiano Ronaldo. Han var kun en ung knægt, da han kom til os, og det tog ham et par år at forstå. Men derefter gik det fint.


tipsbladet.dk