Spillet uden for banen er i gang mellem Real Madrid og Manchester United forud for onsdagens Champions League-kamp. Men stikpillerne mellem de to legendariske managers er erstattet af gensidig respekt.

Real Madrid har allerede meldt sig ud af mesterskabskampen i Spanien, og alle sejl bliver sat ind i jagten på de trofæer, der er en realistisk chance for.

Det gælder i høj grad Champions League og i lidt mindre grad den spanske pokalturnering, Copa del Rey.

Onsdag spiller man så mod ingen andre end Manchester United i ottendedelsfinalen i Champions League, men hvor kampene mod det engelske førerhold tidligere også handlede om personerne José Mourinho og Alex Ferguson, er der nu andre toner.

Drillerierne er afløst af respekt.

- Jeg føler mig privilegeret, for han (Ferguson, red.) er så vigtig en person for fodbolden. Og endnu vigtigere, så er han et godt menneske. Jeg har altid haft et fantastisk forhold til ham, og det er jeg stolt af, siger Mourinho til MUTV.

Heller ikke Alex Ferguson ser ud til at ville spille op uden for banen.
  
- Det der tankespil er klart overvurderet. Det er lidt af en myte, siger Ferguson til BBC.

- Jeg går ikke med på den og konkurrerer med ham, for han er klog. Det lader jeg ham om. Så længe han bliver ved med at komme med en god flaske vin til mig, lader jeg ham være, joker Manchester United-manageren.

Første kamp bliver spillet på Bernabeu.