Alex Ferguson vil prøve at snyde Premier League-rivalerne for ung landsholdskomet.

Sir Alex Ferguson har holdt øje med Crystal Palaces Wilfried Zaha gennem flere måneder, og ifølge goal.com skulle skotten nu forsøge at lave en forhåndsaftale med stortalentet allerede til januar. Aftalen skulle dog først bringe Zaha til Old Trafford til sommer, hvor han er udset til at afløse portugisiske Nani, der er faldet i unåde hos Ferguson og formentligt er i gang med sin sidste sæson hos de røde djævle.

Manchester United kan dog forvente at få hård kamp til stregen om den unge kantspiller, der vurderes til mellem 100 millioner og 185 millioner kroner. Således skulle blandt andre Liverpool, Manchester City, Tottenham og Arsenal, som Zaha var fan af i barndomsårene, også have et godt øje til den 20-årige offensivspiller.

Zaha har været indtil videre været den helt store profil i The Championship, hvor Crystal Palace ligger på førstepladsen efter 16 kampe, blandt andet på grund af fire mål og tre assists fra det unge stjernefrø, der da heller ikke er i tvivl om sine egne emner.

- Jeg vil aldrig set på en anden spiller og tænkt, at han er bedre end mig, medmindre det er Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi, har den offensive kantspiller udtalt til The Guardian.

Zaha, der er født i Elfenbenskysten, forventes at debutere for det engelske landshold onsdag aften ude mod Sverige. Zaha har ellers tidligere meldt ud, at det var 50-50, hvilket landshold han ville vælge, efter selveste Didier Drogba ringede ham op for at overtale ham til at spille for 'Les Éléphants'.