Alex Ferguson afslører nu, hvordan han forbereder sig til den vigtige snak med spillerne i pausen mellem de to halvlege,

Sir Alex Ferguson fortæller i forbindelse med en study case på Harvard University, hvordan han forbereder sig på at motivere spillerne i pausen af en kamp.

Manchester United har altid haft et ry for at kunne komme tilbage i enhver kamp. Især i år har De Røde Djævle ofte været bagud, for så alligevel at hente alle tre point i sidste ende. Nu afslører klubbens manager lidt af sløret for, hvordan pausen foregår på Old Trafford.

- Alt er lettere, når man vinder. Man taler om koncentration, ikke at hvile sig og så de små ting, som man kan kigge på. Men når man taber, så ved man, at man bliver nødt til virkelig at gøre en forskel, fortæller Ferguson.

Hvor andre managere måske skriver noter til pausen, så nægter Ferguson at tage øjnene fra banen.

- Der er måske kun 8 minutter, fra du kommer gennem tunellen, til at dommeren kalder dig på banen igen, så det er vigtigt at bruge tiden godt. De sidste minutter af halvlegen tænker jeg altid på, hvad jeg skal sige. Jeg går i lidt af en trance. Jeg koncentrerer mig. Jeg tror ikke på det med at skrive noter, som andre managers gør. Jeg vil jo ikke misse noget af kampen. Desuden kan jeg ikke forestille mig at gå ind i omklædningsrummet, kigge i mine noter og sige 'og så i 30. minut, den aflevering, du lavede der...' Jeg tror ikke det vil imponere nogle spillere, fortæller Ferguson.

En anden hemmelighed bag de mange comebacks ligger på træningsbanen. Her træner United ofte i forskellige scenarier.

- Uniteds spillere bliver også trænet i, hvordan de skal spille, hvis det er nødvendigt at score et mål med ti, fem eller tre minutter tilbage af kampen. Vi øver, til når det sker, så vi ved, hvad det kræver for at være succesfulde i sådan nogle situationer, siger Sir Alex Ferguson.

Manchester United møder Michael Laudrup og Swansea på søndag.

tipsbladet.dk