Fem spillere fra det nigerianske mesterhold, Kano Pillars, blev torsdag skudt og såret af en gruppe stærkt bevæbnede røvere, inden spillernes åbningskamp.

Det skriver det nigerianske nyhedssite Pmnewsnigeria.

Spillerne blev beskudt, mens de kørte i spillerbussen på vej til Dan Anyiam Stadion for at møde klubben Heartland FC.

»Vi er stadig i chok efter røveriet. De skød mod bussen, og bussen stoppede. Det næste, de forlangte, var, at vi skulle tage vores penge frem. De tog vores penge og vores telefoner. Men efter det skød de alligevel mod nogle af vores spillere. Vi takker Gud for, at alle er i live,« siger forsvareren Isaac Loute.

De fem spillere er nu på hospitalet, men alle ser ud til at overleve attentatet.

Kano Pillars har nu fået udsat deres kamp på ubestemt tid.