Cristiano Ronaldo fyldte i torsdags 30 år, og det blev lørdag aften fejret på behørig vis. Ikke engang La Liga-lussingen til Atletico Madrid på 0-4 kunne få verdens bedste fodboldspiller til at aflyse sin fest.

Både Marca og AS, der begge har base i Madrid og følger Real tæt, fortæller søndag historien om Ronaldo, der gik i byen efter det sviende nederlag på Vicente Calderon.

Portugiseren fejrede sig selv sammen med blandt andre James Rodriguez og Marcelo, men det meste af dokumentationen fra festlighederne stammer fra den colombianske sanger Kevin Roldan, der efterfølgende har lagt billeder og videoer ud på sin Instagram-profil. Blandt andet synger Ronaldo sammen med colombianeren, og det minde er blevet foreviget på video.

Ifølge Marca skulle festen have været afholdt tidligere, men det endte altså med fødselsdagssang og diskolys lørdag aften få timer efter, at Cristiano Ronaldo havde spillet en totalt anonym kamp mod Atletico Madrid.

Herunder er et udpluk af videoer og billeder fra fødselsdagsfesten.