FCNs Adu: Tager Gud med på banen

Med troen som ballast har Enoch Adu udviklet sig til en afgørende faktor for FC Nordsjælland både i ligaen og Champions League.

Det var ikke noget, han tænkte over. Han gjorde det bare. Skjorterne lå der bare, så han samlede dem op og begyndte at stryge dem. Det var trods alt anførerens skjorter, og Enoch Adu var ny i klubben og stod foran at skulle spille sin kun tredje kamp for FCN mod Sporting i august 2010.

Hotelværelset i Lissabon delte ghaneseren med anfører og ældste i truppen Nicolai Stokholm, så hans skjorter skulle naturligvis stryges.

Adu smiler, når han bliver konfronteret med historien. Et smil, der rummer en naturlighed over for situationen i Lissabon, men også en bevidsthed om at hans status i truppen er vokset siden dengang.

- I Afrika har man naturligvis respekt for de ældre, men i forhold til den situation i Lissabon er det bare vigtigt for mig at være mig selv ikke at opføre mig som en eller anden anden. Det handler selvfølgelig om respekt for trænere og ledelsen, men også om at fokusere på at komme videre og udvikle sig. Måske er det typisk afrikansk, men det er nok mere bare min personlighed, den jeg er, siger Enoch Adu.

Han gentager det. Igen og igen. Vigtigheden af at være tro mod sig selv, sin familie og sin gud. Nødvendigheden af at fokusere på det næste skridt i sin karriere, at komme videre til noget større, at udvikle sig. Hvilket indrammer den måde, hvorpå Adu har udviklet sig til en af ligaens bedste midtbanespillere og en fuldstændig uundværlig faktor og FCNs mesterskab og CL-eventyr.

- Jeg er ikke en type, der snakker meget eller har mange venner. Det eneste, jeg tænker på, er at præstere bedre og bedre og tage det næste skridt i mit liv og min karriere. Det er utrolig vigtigt for mig. Man skal have et mål, være tro mod sig selv og vide, hvad man vil. Jeg skal hele tiden videre og kæmper hårdt for at opnå noget større, siger han og fortsætter:

- Det kan godt være, det lyder hårdt hele tiden at tænke sådan, og jeg tror ikke, det er noget specielt afrikansk at tænke sådan, men det er bare, fordi jeg er sådan som person, siger Enoch Adu, der i sin første tid i Farum efter et nederlag kunne sidde så længe i omklædningsrummet og være ulykkelig, at trænerne måtte vække ham.

Et udtryk for en frygt for ikke at slå til og dermed misbruge det talent, som den kristne Adu tror på, at han har fået af Gud.

Frygten har vist sig grundløs, og nu er den unge midtbanespiller en eftertragtet spiller, der nærmest nu føler sig kaldet til at tage næste skridt. Komplette præstationer på den defensive midtbane i ligaen, og en lille snak med John Terry efter CL-kampen i Parken har givet dens stille ghaneser selvtillidens vinger.

- John Terry kaldte på mig, da jeg var på vej hen til vores bus efter kampen. Han sagde, at han godt kunne lide den måde, jeg spillede på, og at jeg ville kunne spille i enhver stor klub, og så spurgte han mig om min alder. Det er jo sådan noget, der får mig til at tro på, at det kan lade sig gøre at opnå noget stort med min fodbold, for Terry er en af de største spillere. Og hvis han kan se noget i mig, så giver det mig motivation, siger han og fortsætter:

- Terry er stor, men min favoritspiller er Xavi. Ham ser jeg meget op til og vil meget gerne spille som ham. En spiller som Pirlo er også fantastisk, det var helt utroligt at spille mod ham, og jeg fik hans trøje efter kampen. Jeg lærte rigtigt meget bare af at spille mod ham i de to kampe.

Adus vej i livet har der aldrig været tvivl om. Skæbnebestemt af Gud med et ekstra skub fra moderen i barndommens Accra, Ghanas hovedstad.

- Vi boede et sted, hvor ejeren af huset ikke gav mig lov til at spille i det område, så hver gang han fik fat i den bold, min mor købte til mig, skar han den op med en kniv. Men min mor blev ved med at købe nye bolde til mig. På et tidspunkt fik jeg en ny bold næsten hver dag. Så jeg takker ofte min mor, siger Adu, som blev opdaget af franske Nice, da han spillede VM for U17-landshold for Ghana i Sydkorea.

I Nice fik han ingen spilletid, og efter en prøvetræning i svenske Gais endte han til prøvetræning i FCN, hvor Morten Wieghorst ikke var i tvivl om ghaneserens kvaliteter.

Den tyngende ensomhed i Nice og senere i København har aldrig lagt bånd på Adu, der har haft troen på sig selv og troen på Gud som ballast. Både på og udenfor banen.

- Min far er pastor i Ghana i en kristen kirke, og Gud er meget vigtig for mig. Det er vigtigt, at jeg har ham med, hver gang jeg går på banen. Det er Gud, der bragte mig dertil, hvor jeg er nu, og som har løftet mig til dette niveau, siger Adu.

- Jeg beder og snakker med Gud, inden jeg går på banen, for det er vigtigt for mig at takke ham for den, jeg er nu, og for det, jeg har opnået indtil nu. Jeg stor tillid til ham, og det er derfor, jeg snakker med ham inden hver kamp, siger han og fortsætter:

- Hvis jeg spiller dårligt, er det Guds ønske. Han ved, hvad han gør, og hvis jeg laver fejl, er det skæbnen. Så er det op til mig at rette op på det og blive ved med at kæmpe, selv om jeg har lavet en fejl. Det er en del af hans plan, at man laver en fejl, fordi man skal komme igennem det, lære af det og blive bedre. Det er noget, man selv skal gøre og ikke bare forvente, at Gud ordner, siger Adu, der ofte går i kirke i København, men også er at finde i sin fars kirke på sine årlige besøg i Ghana.

- Jeg har aldrig selv villet være præst ligesom min far. Jeg har to søstre og to brødre, og de synger gospel og spiller alle instrumenterne i kirken, men det gør jeg ikke, jeg er bare tilstede, siger han.

Det er ikke hans tilstedeværelse udenfor banen, i medierne, der tegner Adus tid i Danmark. Det er tilstedeværelsen på banen, hvor han ofte kåres som holdets bedste uden den store opmærksomhed, der udgør den foreløbige fortælling.

Opmærksomhed er der også i Ghana, hvor hans fars kirke, Christ Gospel Mission, har fået en ekstra dimension.

- De er begyndt at skrive om mig i aviserne dernede, nu hvor jeg spiller CL. Men jeg har desværre stadig ikke hørt fra landsholdet, hvilket undrer mig lidt. Men min far og hans kirke er også blevet mere kendt på grund af mit navn, smiler Adu med bevidstheden om, at han på dermed på sin egen måde får sagt tak.

Læs også: