Jess Thorup hylder FCM-spillernes moral efter 5-2-sejren over Horsens, hvor midtjyderne var bagud to gange.

Herning. FC Midtjylland-træner Jess Thorup havde til søndagens opgør mod AC Horsens valgt at udskifte halvdelen af sine markspillere i forhold til midtjydernes sidste kamp mod AGF.

Det betød, at norske Gustav Wikheim fik sin startdebut, mens Rafael van der Vaart og Mikkel Duelund også var tilbage i startopstillingen. De tre spillede takkede for tilliden og stod for fire af de fem scoringer i 5-2-sejren.

- Det var dejligt at se, hvordan de tre spillere var afgørende for os i dag. De viste i hvert fald, at det ikke var forkert at lade dem starte på banen, siger Jess Thorup.

- Men det er jo ikke kun de tre spillere, der vandt kampen for os. Det var en fremragende holdpræstation, hvor vi specielt i anden halvleg kørte AC Horsens midt over.

FC Midtjylland måtte dog kæmpe for de tre point, eftersom de forsvarende bronzevindere var bagud både 0-1 og 1-2 i første halvleg.

- Vi var nede to gange og kom tilbage, og jeg kan kun rose spillerne for den måde, som de greb kampen an på. Vi troede på vores gameplan, selv om der kom bump på vejen, og det var fantastisk at se den moral, som spillerne lagde for dagen.

- Vi har ikke været helt tilfredse med vores spil i de foregående kampe, men hvis vi kan præstere, som vi gjorde i store dele af kampen i dag, så bliver vi rigtig svære at slå, siger Jess Thorup.

Ifølge den hollandske stjerne Rafael van der Vaart viste FC Midtjylland, at de er blandt de bedste hold i Alka Superligaen.

- Vi viste mental styrke ved at komme tilbage efter at have været bagud to gange, og vores anden halvleg var nærmest perfekt, siger Rafael van der Vaart og udtrykker glæden ved at score sit første mål i FCM-trøjen.

- Det var virkelig dejligt at få scoret. Det har jeg ventet på, så det var jeg fantastisk følelse at se den gå ind.

Næste opgave for FC Midtjylland bliver på søndag, når de skal en tur til Lyngby.

/ritzau/