FC Midtjyllands drøm om Champions League-fodbold i efteråret hænger i en tynd tråd, efter de danske mestre tabte 1-2 på hjemmebane mod cypriotiske APOEL Nicosia FC.

I første halvleg stod der APOEL på det meste af spillet, og det var da også gæsterne, der kunne gå til pause med en 2-0-føring ikke mindst takket være to kæmpe brølere af Erik Sviatchenko og Tim Sparv.

»Vi kommer slet ikke ud over stepperne. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi ikke er klar, men vi står jo og kigger fodbold. Vi viser ikke den aggressivitet, vi gerne vil, og så får de lov til at spille rundt med os i perioder. Så er det klart, at vi laver et par personlige fejl, som bliver straffet benhårdt på det her niveau,« sagde FCM-træner Jess Thorup efter kampen til TV3+.

Første scoring kom efter, Sviatchenko mistimede en bold, der i stedet strøg forbi ham og gav APOEL en mulighed, de ikke misbrugte. APOELs anden scoring kom som følge af en dumdristig tværspasning af Tim Sparv, der blev opsnappet af gæsternes Tomás De Vincenti og banket i kassen.

»Det virkede som om, vi ikke var helt afstemt. Nogle ville gerne spille, andre skulle slå lidt længere bolde, og så kommer vi lidt på bagkant både i forhold til spillet men også i forhold til aggressivitet og presset, og det er lærepenge, vi skal tage med på det her niveau, når vi møder sådan et stærkt hold,« sagde Thorup.

I anden halvleg var FC Midtjylland meget bedre med, og de fik også reduceret i de døende minutter ved Jakob Poulsen. Ikke desto mindre venter der en umådelig svær opgave i returkampen, der spilles tirsdag i næste uge på Cypern.