December er gavernes måned. Der er både kalendergaver, adventsgaver og julegaver. Og for fans af FC Midtjylland er der en gave mere at glæde sig til i julemåneden. Måske.

Præcis to uger før de store pakker skal pakkes op, kan FC Midtjylland give sig selv og klubbens fans en oplevelsesgave til en værdi af 10 millioner kroner.

Det er ikke den ’lette’ oplevelsesgave som en Sweatdeal eller Smartbox med en champagnebrunch eller et kroophold et sted i Nordjylland.

Nej, gaven er en billet til europæisk fodbold i foråret. En plads blandt de sidste 32 hold i Europa League. En af de specielle gaver.

Det kunne have været så let at gennemskue. Ja, faktisk kunne ’Ulvene’ allerede sidde med det iturevne gavepapir i den ene pote og billetten til europæisk forårsfodbold i den anden. Men nu det er en af den slags gaver, der er en smule svær at gennemskue, hvordan man får fingrene i.

Når kalenderlyset rammer den 14. december skal FCM enten slå belgiske Club Brügge hjemme i Herning, eller spille uafgjort, mens Legia Warszawa på udebane ikke må slå det suveræne tophold i jydernes pulje – italienske Napoli.

Sådan er omstændighederne, fordi midtjyderne torsdag aften ikke formåede at få point i den polske hovedstad. I stedet tabte de danske mestre knebent med 1-0 efter en kamp, hvor de aldrig formåede at fastslå, at den krise, der kradsede tidligere på efteråret, nu er et overstået kapitel.

Det var de dårlige nyheder. Men mens jyderne tabte i Polen vandt Napoli i Belgien. Det var de gode af slagsen. Det var derfor første den ene vej - og så den anden vej for håbet om endnu et dansk hold blandt den sidste halvdel i den mindste af de to europæiske turneringer.

Midtjyderne blev fra starten af opgøret presset af et tændt polsk tophold, der formåede at sætte det engang så uigennemtrængelige makkerpar kendt som ’Kianchenko’ på bagbenene i midten af det danske forsvar.

Polakkernes serbiskfødte angrebsduo, Nikolic og og Prijovic, var et usikkerhedsmoment i det midtjyske forsvar, og efter 35 minutter gav det gevinst, da Prijovic plantede Kian Hansen som et juletræ og headede hjemmeholdet på 1-0.

I minutterne før den polske scoring var Morten ’Duncan’ Rasmussen blevet skadet, og han manglede i den efterfølgende midtjyske jagt på en udligning.

En småskadet og skidt spillende Pione Sisto formåede ikke at true det polske forsvar. Det samme gjaldt Paul Onuachu og Martin Pusic, der i løbet af opgøret forsøgte at erstatte ’Duncan’. Onuachu var tættest på at gøre en forskel, da han kort før tid var alene med polakkerne målmand, men uden gevinst.

Et tamt midtjysk formåede blot at true polakkerne, der tabte det omvendte opgør i Herning, med de klassiske standardsituationer. Helt farlige blev midtjyderne dog aldrig på de hjørne- og frispark, der er holdets store styrke, når spillet ikke hænger sammen.

Det gør spillet ikke i øjeblikket. Men midtjyderne kan stadig glæde sig til en spændende og måske gaverig julemåned.