- Det er trist, at vores europæiske eventyr er slut i denne omgang. De sportslige udfordringer i Europa League-gruppespillet og de 30 mio. kroner havde vi gerne taget med, sagde FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, og tilføjede:
- Som klub mangler vi stadig at kvalificere os til et af gruppespillene i de to store europæiske klubturneringer. Klubbens målsætning er, at dette skal ske tre gange inden 2020. Det er pokkers ærgerligt, at det ikke lykkedes i år. Nu er der ét forsøg mindre i bøssen. Men i Athen i det første opgør mod Panathinaikos betalte vi dyre lærepenge. Ikke meget lykkedes for os i den kamp.
På søndag er FC Midtjylland tilbage på grønsværen, når de i Superligaen skal forsøge at forsvare sin øjeblikkelige førsteplads mod Esbjerg.
Der er dog lige en ting mere, der skal på plads hen over weekenden.
- Desværre er 'Duncan' ude med en skade de næste tre-fire Superliga-runder. Blandt andet derfor leder vi med lys og lygte efter en angriber, der er dygtig i dybdeløbene, sagde Claus Steinlein og bekræftede, at man har øje på den 24-årige costaricanske VM-spiller Marco Urena.
- Jeg vil ikke benægte, at han er blandt emnerne. Men vi har også et par andre i kikkerten. Nu må vi se, hvad der kan lade sig gøre økonomisk, sagde Claus Steinlein.